Før speedway gjorde navnet Ole Olsen verdensberømt, var der en anden Ole Olsen, der grundlagde Nordisk Film, verdens ældste filmselskab. Nu er han hovedperson i forestillingen OLE OLSEN – fra fattigrøv til filmkonge, produceret af Odsherred Teater i den egn, hvor Ole Olsen både er født og begravet.
Forestillingen har premiere på Teater V i Valby, få hundrede meter fra Nordisk Film, onsdag 22. april, hvor den spiller til og med søndag 26. april. Fra 29. april til 16. maj kan forestillingen opleves på Odsherred Teaters store scene.
Marie Louise Cornelius har været ansat på Nordisk Film i 10 år og er i dag et af de mennesker, der ved mest om filmmanden Ole Olsen. Hun har skrevet to filmromaner; ”Mellem lys og skygge” og ”Bag facaden af glas”, der blev udgivet i henholdsvis 2024 og 2025 af Politikens forlag, og som begge omhandler Ole Olsen og den danske stumfilms guldalder.
Interviewet med Marie Louise Cornelius finder sted på Nordisk Films Scene 2, et af de sidste af de såkaldte glashuse, der blev brugt til filmoptagelser i dansk stumfilms storhedstid.
”Det var bestemt ikke nogen selvfølge, at den lille Ole, en fattig ordblind og talebesværet dreng fra Odsherred, skulle blive en af de mest magtfulde pionerer i dansk filmhistorie.
Landsbyskolen sendte ham hjem, da man fejlagtigt antog, at han var ubegavet, og han blev tidligt sendt ud at tjene. Som 9-årig blev han arresteret for at være delagtig i tyveri af en pung, og da han også var stukket af hjemmefra, endte han på opdragelsesanstalten Flakkebjerg (et drengehjem, hvor børnene blev tugtet og derfor et sted med et utroligt dårligt ry.)”
Historien om de grusomme handlinger mod børn på Flakkebjerg dannede senere grundlaget for en af Nordisk Films mest anerkendte tonefilm, Ole Palsbos Bodil-vinder ”Kampen mod uretten” fra 1949 med Mogens Wieth og Karin Nellemose i hovedrollerne.
Da Ole Olsen forlod Flakkebjerg som 18-årig, kom han atter ud at tjene, men kunne ikke finde sig til rette med et liv på landet. Som så mange andre unge mennesker rejste han til København. Her tabte han en del penge i kortspil, som hans nye job som tjener på en café ikke kunne dække. Han fik otte dages fængsel for at have pantsat en frakke, der ikke var hans egen, og efter afsoning tog han hyre på et skib.
”Da han kom tilbage, begyndte han at optræde som harmonikaspiller. Han havde gemt en avistegning af attentatet mod den daværende konseilpræsident (det, vi i dag kalder statsminister) Estrup i 1885, og fik fingrene i en såkaldt kukkasse, hvor han viste tegningen frem med stor succes på diverse markedspladser. Indbringende var også et fæste- og kommissionskontor (datidens svar på et jobcenter), men det kneb med at finde arbejde til de tillidsfulde mennesker, der havde betalt ham kommission på forhånd, måtte han atter fem dage i spjældet – denne gang dømt for bondefangeri.
Men han vendte dog tilbage til markedspladserne, og nu med en ny ide, der for alvor kastede penge af sig: En karavane af sorte unge mænd, som han iklædte bastskørter og fremstillede som kannibaler, mens de spiste råt kaninkød. Ole Olsen var en mand uden fine fornemmelser, men med sans for, hvad det store publikum ville betale penge for at se.”
Han fik job som cirkusdirektør i Malmø, og her blev hans interesse for levende billeder vakt.
Korte dokumentaroptagelser, trick-film af Georges Méliès og diverse former for mini-komedier blev vist i telte (inspireret af de tidligste amerikanske biografteatre, de såkaldte nickelodeons, hvor man for en enkel mønt for første gang kunne opleve levende billeder).
Ole Olsen vendte derfor tilbage til Danmark i 1905, da han havde opnået bevilling til at åbne et biografteater på Vimmelskaftet i København. Filmene var dengang korte – ofte mellem 30 sekunder og nogle få minutter, så det gjaldt om at få nogle flere og gerne længere film, hvis man ville fastholde publikumsinteressen for det nye filmmedie.
Ole Olsen indså, at han selv måtte i gang med at producere flere film, og i 1906 grundlagde han Nordisk Film med Robert Storm Petersen (også kendt som Storm P.) som kunstnerisk leder. Ole Olsen brugte også mange penge på at sikre sig det bedste udstyr til sine film og de dygtigste folk. Det var også det, som Nordisk Film blev kendt for udenfor landegrænserne.
”Ole Olsens første store succes hed ”Isbjørnejagten”, og udspillede sig under en isvinter i Danmark. Sammen med en fotograf tog han ud på Amager. Da der var is på Øresund, kan det godt illudere som det grønlandske ishav. Isbjørnen købte Ole af et omrejsende cirkus, der er ved at gå fallit og måtte sælge deres dyr. Iført jægertøj skød Ole Olsen selv isbjørnen.
Der er var stor interesse for filmen, også uden for landets grænser. Men som den dygtige forretningsmand, som Ole viste sig at være, sørgede han for, at der på en eller anden måde er isbjørne i billederne. Det er et af filmhistoriens første eksempler på, hvordan man sikrede sig det vi i dag kalder copyrights – dvs. rettighederne til de film, man havde produceret. Ikke bare via isbjørne-logoet, som vi kender i dag, det kunne også være i form af en platte, en frugtskål eller et maleri med isbjørne-motiv.”
Det er dog først med opfølgeren ”Løvejagten”, at den store internationale filmsucces bliver en realitet. ”Løvejagten” kostede 8000 kr. at lave og indspillede 80.000 kr. og den procentvise indtjening er aldrig siden overgået i Nordisk Film sammenhænge.
”Men filmprojektet var også kontroversielt, og der blev nedlagt forbud mod optagelserne, fordi det var kommet frem, at man i lighed med ”Isbjørnejagten” ville skyde dyr i kunstens navn. Justitsminister Peter Adler Alberti sendte Birkedommeren, den ledende embedsmand i lokalområdet, afsted for at standse filmoptagelserne på den lille ø Elleore i Roskilde fjord. Men så snart han var sejlet bort, genoptog man bare optagelserne til filmen. Alberti blev rasende og fratog Ole Olsen hans biografbevilling. Senere blev Alberti dog anklaget for at have bedraget staten for flere millioner, og det viste sig også, at han havde overdraget Ole Olsens biografbevilling til nogle af sine private venner. Netop nepotismen blev en ikke uvæsentlig del af den omfattende retssag mod Alberti, og Alberti måtte erklære sig skyldig.”
Ole Olsen havde været fremsynet nok til at åbne kontorer i bl.a. New York, Paris og London, og selvom ”Løvejagten” stadig var forbudt i Danmark og han ikke længere havde biografbevilling, så distribuerede han alligevel filmen i udlandet. Mange danskere tog til Malmø for at se ”Løvejagten”, indtil filmen endelig kunne vises i Danmark året efter.
“Løvejagten” var 11 minutter lang og rummede blandt andet krydsklipning mellem tre locations. Der opstod dog problemer på den lille ø, da de to løver blev sluppet løs, for den ene var så vild, at den nær havde ædt kameramanden. Så man måtte skyde den vilde løve, før den nåede at blive filmet. Men så klippede man blot fra billeder af de to jægere, der skød ud i luften og til billeder af den døde løve. Derved skabte man illusionen af, at det lige var sket.
“Selvom Ole Olsen kendte værdien af de såkaldte copyrights på film, afholdte det ham ikke fra at kopiere et andet selskabs film billede for billede. Han sendte simpelthen en instruktør og en fotograf ind og se ”Den hvide slavehandel”, en af de første lange film, og så indspillede man en identisk handling i identiske kulisser og kostumer, men naturligvis med nye skuespillere. Den udgave, som man kender bedst i dag, er da også Nordisk Films, fordi Nordisk Film på dette tidspunkt havde et langt større netværk og kunne få filmen distribueret over hele verden.”
Instruktøren Urban Gad og hans stjerne Asta Nielsen endte også på Nordisk Film, men først efter at Asta Nielsen var blevet verdensstjerne i 1910 via Urban Gads ”Afgrunden”, hvor hun spillede sammen med en ung Poul Reumert. Filmens berømte slutscene er optaget på den gamle trappe, der stadig findes foran teatret Riddersalen på Frederiksberg. Inden første verdenskrig nåede Asta Nielsen at indspille filmen ”Balletdanserinden” på Nordisk Film overfor Valdemar Psilander, der skulle blive Nordisk Films største mandlige filmstjerne.
Tyskland havde dog bud efter Urban Gad og Asta Nielsen, hvilket tydeligvis irriterede Ole Olsen, der ikke havde mange flatterende ord til overs for Asta Nielsen i sin selvbiografi ”Filmens eventyr og mit eget”. Psilander, der var kendt som en generøs levemand på godt og ondt, døde dog under tilsyneladende mystiske omstændigheder på sit hotelværelse i en alder af kun 32 år – umiddelbart efter, at han var blevet fyret fra Nordisk Film, fordi han ville have mere i løn.
”August Bloms ”Atlantis” var en gigantisk satsning for Nordisk Film, selvom den aldrig blev alt det, som Ole Olsen havde håbet på det internationale marked. Men den viste, at Ole Olsen aldrig var bange for at tage store chancer. Der var aldrig langt fra tanke til handling for Ole Olsen, og alt kunne som udgangspunkt lade sig gøre. Ole Olsen afholdte sig heller ikke fra at samarbejde med tyskerne under 1. verdenskrig.”
Ole Olsen opnåede aldrig for alvor accept i det fine selskab. Han led under det, men takket være en ikke ubetydelig økonomisk succes kunne han til en vis grad sætte sig ud over dette. Med tiden blev han også en stor kunstsamler, og kunne derved demonstrere sin gode smag og respekt for kunsten.
Tiden løb dog fra Ole Olsen. I Danmark havde man ikke samme tillid til tonefilmen, som man havde i USA, hvor den første officielle tonefilm ”The Jazz Singer” havde premiere i 1927, mens den første danske tonefilm (”Præsten i Vejlby”) først fik premiere i 1931. Sprogligt havde amerikanerne også en fordel, som danskerne på sigt aldrig kunne konkurrere med – det var langt nemmere, da der kun var stumfilm. Alle kunne i princippet være med i stumfilm.”
Journalisten og politikeren Peter Sabroe, der var hovedpersonen i den tidligere omtalte film ”Kampen mod uretten” og manden, som satte fokus på den vanrøgt af børn, der fandt sted på Flakkebjerg, spurgte mange år senere Ole Olsen, om han ikke ville komme og fortælle om sine oplevelser på Flakkebjerg. Men det afslog Ole Olsen. Sårene på sjælen var stadig ikke helet og blev det næppe nogensinde.
(Michael Søby)
