FIGAROS BRYLLUP

★★★★☆☆

Opera Hedeland er Danmarks smukkeste beliggende operaplads med landets største amfiteater. I over 20 år har man i udkanten af Roskilde opført kendte og mindre kendte operaværker i store opsætninger med udsigt over søen og det maleriske landskab.

Inden forestillingen kan man nyde sin medbragte mad, men på trods af kartoflerne, som alle ved bordet var enige om nærmest var rå (igen i år!), kan et tilkøb af en picnic-kurv med lækkert indhold i den grad anbefales, men husk at bestille i forvejen.

Desværre starter man først kl. 20 for at få mest muligt ud af det naturlige lysskifte, men man bør altså seriøst overveje at begynde forestillingerne kl. 19 eller i al fald 19.30, da langt fra alle gæsterne kommer fra Roskilde, og derfor har behov for offentlig transport på rejsens sidste del. Inden man nåede væk fra parkeringspladsen var klokken over 23, og det er sent for mange mennesker.

Men hverken for lidt kogte kartofler eller den kølige aftenluft i de sene nattetimer kunne berøve publikum glæden ved et genhør med Wolfgang Amadeus Mozarts liflige toner til Lorenzo Da Pontes muntre libretto.

Opera Hedelands prægtige festivalorkester under ledelse af den unge islandske dirigent Nathanaël Iselin formåede at løfte opgaven, ikke mindst den fængende ouverture, der gav de medvirkende mulighed for at udskifte det afslappede sommertøj med Eilev Skinnarmoes farveglade kostumer.

Skinnarmoes scenografi lader handlingen udspille sig i den labyrintiske have tilknyttet grev Almavivas spanske slot. Her møder vi grevens tjener Figaro og hans elskede Susanna, der er genstand for grevens begær, hvilket ikke behager grevinden. Men med kløgt og snilde får greven sig en lærestreg, og alt ender, som det bør.

Simon Duus og Clara Cecilie Thomsen er både søde og charmerende i hovedrollerne som Figaro og Susanna, og synge kan de bestemt også. Aftenens store stjerne er dog så ubetinget Louise McClelland Jacobsen i partiet som den lidende grevinde, og hendes dybtfølte fortolkning af arien ”Dove Sono” bliver aftenens vokale højdepunkt.

Men også Sidsel Eja Eriksen som Cherubino og Andrea Pellegrini som Marcellina udmærker sig sangligt denne aften og man noterer sig også, at Jonah Spungin, der varetager Grevens parti, har en smuk stemmeklang.

Freja Friberg Lymes iscenesættelse synes ikke helt så morsom, som Det Kongelige Teaters seneste opsætning, men den hænger heldigvis godt sammen, og ensemblet fremstår mere end kompetent. Opera Hedelands FIGAROS BRYLLUP er også en visuel fornøjelse med et overdådigt fyrværkeri som den festligste afslutning.

(Michael Søby)