Wolfgang Amadeus Mozarts muntre opera FIGAROS BRYLLUP er tilbage på Det Kongelige Teaters repertoire og gudskelov for det. For vi trænger til noget at grine af, og når musikken samtidig er balsam for sjælen, så er det bare med at komme afsted.
Især når alle roller er godt besat i Anne Barslevs liflige iscenesættelse, der dog ikke rummer helt så meget spræl, som Elisa Kragerups sprudlende udgave i 2016 på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, men samtlige partier synges sublimt.
Henning von Schulman er tilbage i rollen som Figaro, og selvom hans charme ikke er helt så ungdommelig som sidst, er både spilleglæden og stemmen intakt. Clara Cecilie Thomsen er på alle måder yndig som Susanna med et drilsk smil på læben og en legesyg sopran.
Som Greven har Theodore Platt tilsyneladende ikke alle Palle Knudsens fysiske fortrin, men hans herlige kropssprog parret med en skøn selvironi gør alligevel Grev Almaviva til et festligt bekendtskab. I rollen som Grevinden emmer Sofie Elkjær Jensen af livsvisdom og lune. En kvinde af format, og netop derfor med evne til at le af sine egne dårskaber.
Morten Staugaard synes at have fundet endnu flere facetter i rollen som Bartolo, og Nina van Essen er alt, hvad man kan ønske sig som Cherubino. Man glæder sig desuden over tre nye talenter blandt de medvirkende: Cecilia Lund Tomter (Marcellina) og Antti Mähönen (Antonio) er begge en del af Operaens Young Artist Program og også Operaakademiet er repræsenteret via Annika Beinnes som Barbarina. Det lover godt for fremtiden.
Rikke Juellunds trappescenografi kræver også en god kondition af de medvirkende, især når de er blevet forkælet med Astrid Lynge Ottosens overdådige kostumer.
Nicholas McGegan har ære af sin musikalske ledelse, og både kor og orkester bidrager til at gøre denne eftermiddag i Operaen til en gennemført fornøjelse.
(Michael Søby)
