Af og til kan man komme i tvivl om en bog er en roman eller en digtsamling. For en bog kan vel ikke være begge dele? Eller kan den? Disse spørgsmål farer gennem hovedet, når man har læst Janus Kodals bog FIASKO.
Som titlen antyder, er der tale om en forfaldshistorie. FIASKO er således en bog om en midaldrende mand og familiefars deroute. I små tekststykker, som kunne udgøre et langdigt, skildres på nøgternt vis et kuldsejlet ægteskab og en mand, der er sejlet agterud.
Den første scene i FIASKO udspiller sig på McDonalds. Et tarveligt og tomt sted, men også et sted der fungerer som en slags parabel på et tilflugtssted for moderne familier. Umiddelbart tror man, at man er i færd med at læse en letgenkendelig socialrealistisk fortælling. Men her blandt saltede pomfritter og slatne burgere rammes hovedpersonen af vemod og melankoli. Glimtvise episoder fra mandens fortid pibler frem som haletudser i en skovsø.
Der er ingen rangorden eller rækkefælge på minderne. Vi hører eksempelvis om, da konen lærte ham at danse, og da han var på en politistation som 23-årig. De mange fortidsminder er bittersøde, fordi de gør hovedpersonen fuldt bevidst om, at det liv han lever her og nu, ikke er fyldestgørende. Som han selv fremturer, så var han en anden mand dengang.
Den gennemgående tristesse, der præger FIASKO, er faktisk en fortællermæssig succes, fordi den rammer en grundlæggende stemning af at være midtvejs i livet og måske slet ikke at være særlig lykkelig eller tilfreds med det liv, som man lever.
Kodals FIASKO rummer flere poetiske øjeblikke – altid velanrettede og aldrig overdoserede. Et sted skriver Kodal smukt: ”Solen er en projektør der kalder barndommen tilbage”. Kodal mestrer også den enkelte og lavmælte prosastil.
FIASKO handler om følelsen af at føle sig som en fiasko – en følelse mange nok kan genkende. Titlen FIASKO er rammende, men bogens indhold er bestemt ikke en fiasko. Om du føler dig som en fiasko eller ej, bør du læse FIASKO.
(Gæsteanmelder: Niels Roe)
