Den Jyske Opera har fundet Poul Schierbecks danske operaperle FÊTE GALANTE frem, og det skal den have tak for. På Det Kongelige Teaters Gamle Scene kommer forestillingen for alvor til sin ret på grund af de smukke opgivelser, men også fordi, at Copenhagen Phil er i festhumør denne aften med den vitale dirigent Christian Øland i spidsen.
Den Jyske Opera har fundet Poul Schierbecks danske operaperle FÊTE GALANTE frem, ogdet skal de have tak for. På Det Kongelige Teaters Gamle Scene kommer den for alvor til sin ret på grund af de smukke opgivelser, men også fordi, at Copenhagen Phil er i festhumør denne aften. Astrid Lynge Ottosens kostumer er en gave til sangerne, der umiddelbart kan hente inspiration til deres karakterer i deres påklædning. Ottosens scenografi forekommer mindre prangende, men slet ikke ueffen.
Vi er i en verden, hvor hæmningsløse mænd jagter og nedlægger kvinder, og således slet ikke så langt fra vores egen tid, som man måske kunne tro.
Grev René (skamløst charmerende sunget og spillet af Anders Kampmann) har tii hensigt at forføre den unge Suzon (modent fortolket af Dénise Beck), og narrer hende til at tro, at de har giftet sig. Det opdager den fattige teatermand Scaramouche (et muntert bud fra Leif Jone Ølberg) og beslutter sig for at presse penge af greven, der i mellemtiden har fået ægte følelser for den unge pige,
Forviklingerne kulminerer ved en overdådig kærlighedsfest med royalt besøg, men Fru Scaramouche forstår heldigvis at redde trådene ud, for kvinder er – når alt kommer til alt -andet og mere end jagtbytte – selv i en gammel opera.
Iscenesætter Jacob Schjødt får med vid antydet den alvorlige baggrund for disse kvindeliv, men det tager heldigvis aldrig overhånd.
Man får en vældig lyst til at se, hvad Jacob Schjødt kunne få ud af forsømte Kai Normann Andersen-værker som “Man elsker kun een gang” eller TV-operetten “En lørdag på Amager” – for slet ikke at tale om den uopslidelige operette-musical “No, No, Nanette” af Frank Mandel og Otto Harbach.
(Michael Søby)
