Teater Pytram og Får302 er gået sammen om at lave en magisk noir Queer-cabaret i en sidegade til Nyhavn. Scenografen Ditte Marie Walter Tygesen har omdannet Får302 til en lurvet Kit Kat Club-inspireret natklub med plads til knap 50 personer.
Med blottede overkroppe og iført mamelukker og frække snørestøvler skaber de tre medvirkende en ægte queer-stemning, som var man til dekadent show i bøssehuset.
Iscenesætter Johan Klint Sandberg fortjener roser for den autenticitet, som han tilfører forestillingen, og de tre medvirkende skåner bestemt ikke sig selv. En del af morskaben består i deres indbyrdes ”skænderier”, men de kan også levere et bevidst krampagtigt stripshow, der får lattertårerne til at trille.
Carla Viola Thurøe agerer H. C. Andersen, der viser sig at skylde FEERNE en del mere, end man troede. Ludvig Brostrup optræder som Pax, der i ophængt tilstand synger Kander & Ebbs ”Maybe This Time”, der blev udødeliggjort af Liza Minnelli i en Oscar-belønnet præstation som Sally i Cabaret”.
Størst indtryk denne aften gør dog Hávard Magnussen som Ramshult, da han synger Kurt Weills ”Lonely House” fra musicalen ”Street Scene”.
Ikke alt tekstmateriale synes lige inspirerende denne aften, og FEERNE overvejer da også, om de skal supplere billet- og barindtægterne ved at give en guffer til 600 kr. bag bardisken. Det bliver dog ved tanken denne aften.
FEERNE er en lidt ujævn forestillingen, men bestemt ikke uden en vis kæk charme, når den tør vove sig længere ud, end så mange andre af de såkaldte vovede cabaret’er.
(Michael Søby)

