Det Kongelige Teater overrasker med deres spritnye musical FEBEREN komponeret af kapelmester Niels Søren Hansen, skrevet af Line Mørkeby efter ide og koncept af forestillingens iscenesætter og koreograf, Thomas Bendixen.
Det litterære forlæg bag forestillingen er Hans Henrik Appels 423 sider lange roman “Barrison-feberen”, der blev kåret som årets historiske bog i 2020 af en komité nedsat af Dansk Historisk Fællesråd og Historie-online.dk. Den betagende historie om de fem danske Barrison-søstre, der chokerer verden med frække sange i dristig indpakning, viser sig at være et storartet grundlag for en underholdende og tankevækkende forestilling på Skuespilhusets store scene.
Palle Steen Christensen har skabt en vidunderlig scenografi, der emmer af atmosfære fra et broget teaterliv og med en overrumplende Busby Berkeley-inspireret overraskelse til slut. Han suppleres festligt af Astrid Lynge Ottosens marengsagtige kostumer, et overflødighedshorn af kjoler, skørter og ikke mindst kyser.
Niels Søren Hansens musik fanger sikkert stilen i tidens vovede viser, og han er godt hjulpet af det relativt unge hold på scenen.
Andrea Øst Birkkjær træder for alvor i karakter som skuespiller og sanger som Lona Barrison. Der er både saft og kraft i hendes spil, så man føler sig overbevist om, at det bestemt ikke er sidste gang, hun står i centrum på scenen i det royale skuespilhus.
Cecilie Gerberg Nielsen, der netop er blevet Reumert-nomineret for sin fortræffelige vokale indsats i Odense Teaters mesterlige opsætning af den moderne musical “Next to Normal”, får først i anden akt lov at vise sit værd som den ældste søster Olga. Med en ubrudt række af pragtpræstationer i ryggen er også hun værdig til store dramatiske og musikalske opgaver på Det Kongelige Teater i fremtiden.
Fanny Leander Bornedal har mest gjort sig bemærket på film og tv, men viste også et vis talent på scenen i “Skam” på Aveny-T. Hendes indsats som den erotiske Inger ligner et teatergennembrud, og sangligt klarer hun sig også udmærket.
Cecilie Bogø Bach i rollen som Sophie og Amalie Husted Mørup som Gertrud gør især indtryk i kraft af stemmer, men Morten Brovns herligt uortodokse skuespillertalent fejrer triumfer både som konferencier og som forelsket adelsmand. Mads Rømer Brolin-Tani er også i sit es som pigernes foretagsomme agent Fleron med et forførende overskæg og matchende selvværd.
Pigernes rejser rundt i verden byder både på op- og nedture, men vi er taknemmelig over at lære de fem formidable søstre at kende. Barrison-feberen er kommet til København, og man bør afholde sig fra at lade sig vaccinere imod den.
(Michael Søby)