Jim Jarmusch debuterede som filminstruktør i 1980 med den underfundige ”Permanent Vacation”, der meget sigende indbragte ham en enkel international film, Josef von Sternberg-prisen på Mannheim-Heidelberg International Filmfestival. Men fire år senere forandrede han for altid den amerikanske Independent Film med mesterværket ”Stranger Than Paradise”, der både blev hædret med Camera D’Or-prisen i Cannes og modtog prisen som årets film fra den nationale filmkritikersammenslutning i USA.
Det er i dette lys, at man skal se den Guldløve, som den 73-årige instruktør blev tildelt på Venedig Film Festivalen for festivalens bedste film, FATHER MOTHER SISTER BROTHER.
Filmen er ikke det store mesterværk, som mange måske havde forventet – den tunge pris taget i betragtning, men snarere en stilfærdig gennemført vision af en instruktør, der er forblevet tro mod sig selv og sit særegne talent.
I filmens første del får en gammel særling (et kært gensyn med Jarmusch-favoritten Tom Waits) besøg af sine to forsømte børn (Adam Driver og Mayim Bialik).
Anden del er en kun på overfladen mere sukkersød genforening mellem en mor (altid seværdige Charlotte Rampling) og hendes to døtre (ødselt besat med Cate Blanchett og Vicky Krieps).
Den tredje og sidste del fremstår umiddelbart som den mest defuse, men rummer måske alligevel de dybeste følelser? En bror og en søster (diskrete præstationer af Luka Sabbat og Indya Moore) finder hinanden i Paris og mindes deres forældre.
På sin egen stilfærdige, skævt humoristiske facon får Jim Jarmusch fortalt os om betydningen af blodets bånd i de tætteste familierelationer, men får samtidig understreget, at disse relationer ikke nødvendigvis er de samme for alle familiens medlemmer.
Det er en god bagage at have med sig resten af livet, så forventningerne kan afstemmes uden det store drama.
(Michael Søby)
