Man har svært ved at komme på andre iscenesættere end Sargun Oshana, der kunne skabe en forestilling opkaldt efter og baseret på Steffen Stubager bog (skrevet på initiativ af Abdullah Hassan).
En kompleks familiehistorie, men også en større fortælling om kultursammenstød og systemsvigt. Brutalitet og poesi. Kærlighed og savn. Alt indfanget i Benjamin La Cours træscenografi, der ikke ligner nogen anden scenografi, han har lavet. Her er ingen storskærme og andre tekniske raffinementer. I stedet får forestillingen et autentisk udtryk (bl.a. på grund af lyset), der forekommer klædelig diskret.
Yahya Hassan elskede bøger. Han læste Michael Strunge, og endte med at overgå ham i salgstal. Vi ser aldrig Yahya Hassan på scenen, men hans stemme er alligevel genkendelig i uddrag fra hans digte, interviews samt i familiens udsagn.
Arian Kashef spiller den mellemste bror i FAMILIEN HASSAN og Wahid Sui agerer den yngste. Ellaha Lack og Zere Celik er henholdsvis storesøsteren og lillesøsteren. Rezwan Taha bidrager ikke blot til forestillingen som sanger og musiker, men kan også illudere som Hanan, børnenes mor. Alle har de ære af deres præstationer og det er i den grad lykkedes for Sargun Oshana at skabe et samspil, så vi tror på denne familie.
At en forestilling som denne spiller på Det Kongelige Teater, nærmere bestemt Skuespilhusets mellemstore scene er på flere måder en bedrift – også for Skuespilchefen Morten Kirkskov. I mange år hed det sig, at man ikke kunne besætte stykker, hvor samtlige roller var indvandrere, godt nok, hvis man også ville have en vis etnisk troværdighed.
Men det behøver man under alle omstændigheder ikke bekymre sig om længere, for FAMILIEN HASSAN er en uhyre velspillet forestilling med plads til både store dramatiske udbrud og lyriske indslag. Under det hele lurer en smerte, der viser sig at være permanent. For Yahya Hassan var en stjerne – også i sin egen familie, selvom han også blev drillet med det.
Uanset om man var fan eller fjende af Yahya Hassan, så kan man få udbytte af forestillingen, der aldrig skjuler, hvor det gjorde ondt og hvor det stadig gør ondt den dag i dag.
(Michael Søby)
