Dramatikeren Bjørn Rasmussen og iscenesætteren, scenografen og kostumedesigneren Nathalie Mellbye havde et uhyre vellykket samarbejde i forbindelse med Aarhus Teaters opsætning af klassikeren ”A Clockwork Orange”. Knap så vellykket, men i al fald scenografisk interessant forekom samarbejdet ”Traum”, og nu gælder det så Bjørn Rasmussens fortolkning af Jean Racines udgave af den græske tragedie FÆDRA (og til dels Euridides’ “Hippolytos”), der sammen med to de tidligere tekstbearbejdelser netop er udkommet i bogform under titlen ”Tre Skuespil”.
Har man læst Bjørn Rasmussen seneste roman, ”Brian og Stefan for evigt”, undrer man sig ikke over, hvordan de erotiske scener i FÆDRA indeholder både hestevrinsk og hundehalsbånd. De dyriske sider af menneskets natur har altid været en del af Bjørn Rasmussens forfatterskab, og netop hans personlige erfaringer fra en jysk rideskole gav den dramatiske udgave af ”Kirstens hævn” en afgørende autenticitet, der gjorde stykket til et af årets bedste nye danske stykker.
Men det er som om det klassiske univers, som FÆDRA udspringer af og den i passager meget nutidige og moderne tekst aldrig indgår i en helt vellykket symbiose. Det skyldes blandt andet, at den sensuelle komponist og performer Amanda Drew (alias Precious Mayhem) ikke blot skal synge og spille strygermusik for os, men i rollen som Afrodite også får til opgave at sige replikker, der desværre aldrig får den fornødne dramatiske tyngde i hendes mund.
Det har Nanna Bøttcher tydeligvis lettere ved at give sine replikker i den krævende titelrolle, men det er især i samspillet med skuespillerne Rasmus Hammerich som Teo, Emil Busk Jensen som Hippo, Marie Boda som Alice samt forestillingens overraskelse Jamina Green som ”Sygeplejeskolen”-sygeplejerske, at Nanna Bøttcher får lejlighed til at vise sit værd.
Når først de undertrykte lidenskaber slippes løs, kan alting ske og det er her, at duoen Mellbye/Rasmussen kan noget særligt, fordi de vover sig længere ned i sjælens mørke og tør gå over stregen i de fysiske udtryk. Trekantsdramaet (der faktisk bliver til et firkantsdrama!) varsler da også den totale destruktion ikke ulig de bedste af William Shakespeares kongedramaer. Naturkræfterne nægter at holde sig tilbage, og derfor gør det også mindre, at denne FÆDRA ikke er helstøbt, for den fascinerer i al fald og giver også underbevidstheden nogen at arbejde med efterfølgende.
(Michael Søby)
