Christian Sønderby Jepsens Bodil-belønnede gennembrudsfilm “Testamentet” får nu – 15 år efter – en selvstændig efterfølger. Filmen blev vist på CPH: DOX 2025 under den internationale titel, “The Father, The Sons and The Holy Spirit”, og får nu officiel dansk biografpremiere som FADEREN, SØNNERNE OG HELLIGÅNDEN.
Arvestriden fra den første film lægges for en tid på hylden, da en konfirmation viser sig at være en oplagt lejlighed til at forene de to splittede brødre med deres far. Lige indtil at den genfundne broder bruger lidt for lang tid med at kigge i konfirmandens telegrammer og der pludselig mangler 500 kr.
Brødrene forsøger også at opsøge deres gamle far, men får kun det ud af det, at de trues med politianmeldelse. En telefonbesked, der begynder kompromissøgende, munder desværre ud i et ønske om at danse på faderens grav, så snarlig forsoning synes ikke umiddelbart synlig i horisonten.
FADEREN, SØNNERNE OG HELLIGÅNDEN fremstår både større og rigere end “Testamentet”, fordi den i højere grad formår at inddrage den yngste generation, så vi fornemmer både fordelene og omkostningerne ved familieforsoningen. Samtidig bliver der sat et nyt spørgsmålstegn ved autenticiteten af det testamente, der i sin tid splittede familien.
En tredje og sidste film om familien i FADEREN, SØNNERNE OG HELLIGÅNDEN er allerede i støbeskeen og forventes at være klar om 15 år – hvis familien ellers har overlevet til den tid. Den ene brors flirten med ortodoks religion i udlandet og terrorhandlinger mod muslimer virker i al fald dybt foruroligende.
(Michael Søby)