FÅRBRYDELSEN

★★★★☆☆

”Babe – den kække gris” hed en ganske original animationsfilm, der charmerede en hel verden for 30 år siden ved at forene talende dyr – ikke mindst en kæk gris – med live action-optagelser.

Nu er det så fårenes tur til at slå sig løs i naturlige omgivelser på det hvide lærred – og som det mere end antydes i den muntre danske titel (en henvisning til en populær dansk tv-serie), så rummer filmen også et krimiplot.

Fårehyrden George (et hyggeligt gensyn med Hugh Jackman) læser tilmed detektivromaner for de godmodige får, og snart må de selv agere detektiver på gården for at finde forklaringer på de mange mystiske ting, der pludselig sker.

Filmen kan enten opleves med de originale stemmer eller med danske, men hvordan skal man kunne vælge mellem Emma Thompsons og Tammi Østs stemme? Så man bliver nok nødsaget til at se filmen i begge versioner for at få det fulde udbytte af talentmassen.

Kyle Balda har instrueret på god gammeldags vis, der gør både børn og bedsteforældre trygge, men rent teknisk er den ikke på højde med ”Babe – den kække gris”. Men man bliver dog en lille bitte smule rørt, når et lille forsømt lam alligevel blive en del af fåreflokken.

På det originale lydspor kan man blandt andre høre Bryan Cranston (som Sebastian), Regina Hall (som Cloud) og Patrick Stewart (som Sir Ritchfield), mens den danske tale leveres af blandt andre Johannes Milland (som Molly), Hans Henrik Clemmensen (som Sir Ritchfield) samt brødrene Sebastian og Andreas Jessen i glansrollerne som de kampklare væddere Reggie & Ronnie.

FÅRBRYDELSEN har svært ved at få rundet af, men heldigvis er vi i godt selskab, så giv filmen en chance, hvis du kender nogle vakse unger, der trænger til at blive forkælet.