EVIL DEAD RISE

★☆☆☆☆☆

Man forstår egentlig godt lysten til at genindføre filmcensur, når man ser en så afskyelig film som EVIL DEAD RISE. Man føler ligefrem trang til at opfordre fans af denne film til at søge læge, for et mere perverst filmisk blodbad skal man lede længe efter. Men lad endelig være med at bruge tid på det.

Trods titlen er EVIL DEAD RISE ikke som sådan en fortsættelse, men snarere et blodigt afkog, der kun har et formål, nemlig at vriste flere penge ud af fans, der åbenbart ikke ved, at de bare bliver udnyttet.

Lee Cronin, der også har bidraget til manuskriptet, har den tvivlsomme ære at have instrueret lortet, og da man er bedøvende ligeglad med historien, kan det ikke skade at afsløre, at kun den lille pige og hovedpersonens søster overlever.

EVIL DEAD RISE er en skamplet for filmens producent og distributør, og for de biografbestyrere, der nedværdiger sig til at vise denne klare kandidat til filmsæsonens værste film.