ET SVÆRT ÅR

★★★★☆☆

Eric Toledano og Olivier Nakache, der hittede med komedien “De urørlige”, er tilbage med den romantiske politiske satire ET SVÆRT ÅR (“Une Année Difficile”).

De har begge skrevet og instrueret den nye film, der udspiller sig i vor tid lige i hjertet af klimaaktivisme. Albert (Pio Marmaï) og Bruno (Jonathan Cohen) er begge på røven, og har derfor lagt deres liv i hænderne på socialrådgiver (vittigt spillet af Mathieu Amalric fra “Dykkerklokken og sommerfuglen”). Han viser sig desværre at være endnu mere fucked op end sine klienter, og er bandlyst fra flere kasinoer.

Albert og Bruno lader sig lokke ind i klimabevægelsen af gratis øl og snacks, men for Alberts vedkommende også fordi, at han drages af en flot engageret miljøforkæmper (lidenskabeligt spillet af Noémie Merlant (“Portræt af en kvinde i flammer”). Men efterhånden kan de to mænd også se andre fordele ved at deltage i klimakampen – også økonomisk.

ET SVÆRT ÅR er hvert år, får vi at vide af politikerne, som undskyldning for at de ikke hjælper samfundets allersvageste og ikke overholder de klimamål, som de selv er blevet valgt på.

ET SVÆRT ÅR er en underholdningsfilm, men med aktuelt politisk bid, og i sidste ende en kærlighedserklæring til de dedikerede mennesker, der nægter at finde sig i den politiske arrogance, og som derfor protesterer mod den på opfindsom vis. Man behøver dog ikke at være frelst klimaforkæmper for at hygge sig filmen, der også har stikpiller om klimabevægelsens dårskaber.

ET SVÆRT ÅR er et slående bevis på, at man faktisk godt kan lave moderne politiske satire, der underholder i vores egen tid og det virker faktisk ganske opløftende.