Teatret Slotsgården har efter eget udsagn specialiseret sig i “crazy good summer theatre”, og med deres vanvittige udgave af William Shakespeares “A Midsummer Night’s Dream”, der i deres hænder er blevet til ET SKÆRSOMMERNATS DRØN lever de op til forventningerne.
Vel er denne komedie blandt de allermest charmerende af Shakespeares værker, men den kræver også noget af de medvirkende. Teaterleder og skuespiller Jacob Moth-Poulsen må tilmed træde til, da Evrim Benli har sygemeldt sig med kort varsel. Men selv med manuskriptet i hånden formår Jacob Moth-Poulsen det umulige, og får både givet dybde til rollen som kong Oberon og vid til rollen som stilladsarbejderen Brunse (en kær hilsen til vor store Shakespeare-oversætter Niels Brunse?). Jacob Moth-Poulsen viser også et helt særligt talent for at agere æsel – med Wolf-taske som velvalgt accessory.
Anne Laybourn, der sidste år var nomineret til Reumert for sin ensemblerolle i “Leonora Christina – Sandhedens Dronning”, spiller med en vis autoritet elverdronningen Titania (godt hjulpet af en gravid mave). Thomas Diepeveen har lune både som håndværkernes leder og vraget elsker, og Emil Hyldeborg er præcis og alt andet end kønsneutral som Puk, der ikke har meget til overs for stykkets unge heteronormative elskende.
Lukas Lykkes blonde Lysander definerer sig ellers som Svend, indtil han ikke gør det længere, og morer som ikke alt for opvakt håndværker. Carla Thurøe agerer den skønne svigtede Helena, men leverer også aftenens sjoveste præstation som den mest primitive af alle i den håndværker-trup, der skal fremføre tragedien om Pyramus og Thisbe. Carla Thursøe maler med bred pensel, men det må man godt som håndværker.
Det kunstneriske højdepunkt i denne kun let fugtige teateropførelse tegner Laura Kjær sig for. Hendes Hermia lyser af ungdommelig kærlighed og smerte, men gemmer også på et iltert indre af orkanagtig styrke. Mon ikke denne indsats udløser flere store opgaver? Det kunne man godt unde Laura Kjær.
Iscenesætteren Johan Sarauw finder en fiks balance mellem fortid og nutid i teksten, som han og Jo Hedegaard har bearbejdet – heldigvis kun med den nødvendige respekt. Poesien har i denne sammenhæng naturligvis trange kår, men resultatet er en af de bedre – måske ligefrem bedste? – forestillinger i Slotsgården. I al fald et niveau over de overgearede Shakespeare-forestillinger, som Shakes præsenterer i Ørstedsparken, hvor der dog er flere træer.
Det skal undtagelsesvis være Jacob Moth-Poulsen og hans ensemble tilgivet, at de denne gang svigter de sydeuropæiske farcer og komedier, som de har formået at gøre til deres egne i Odense, for at hellige sig et af Shakespeares åbenbart udødelige mesterværker. Vi griner stadig – som de æsler vi er.
(Michael Søby)
