Den yndige lille have bag Odd Fellow Palæet danner igen i år rammen en af sommerens mest elskede teatertraditioner i København. Grønnegårds Teatret har i årtier forkælet københavnerne og talrige tilrejsende turister med elegante og vittige klassikeropsætninger med en række af nationens bedste skuespillere i storslåede kostumer.
Madeleine Røn Juuls stilfulde bearbejdelse og iscenesættelse af Ludvig Holbergs ERASMUS MONTANUS opnår næsten fuldkommen symbiose med Marianne Nilssons sofistikeret farveafstemte scenografi og kostumedesign.
Vi møder bondesønnen Rasmus Bjerg (en forrygende Nicolai Jørgensen), der er blevet en opblæst nar efter at have studeret lidt for længe i København. Nu vender han tilbage til den landsby, hvor hans jævne forældre (kært portrætteret af Laura Bro og Jesper Hyldegaard) venter ham med længsel, og hvor hans bror (spillet med glimt i blikket af Lue Støvelbæk) har været ene om at hjælpe til på gården, mens brormand, der nu kalder sig ERASMUS MONTANUS har brugt forældrenes penge for at kunne studere i København.
Nicolai Jørgensen gør denne Erasmus til et genkendeligt menneske. En indbildsk og arrogant, men også veluddannet mand, der må fornedre sig selv i kampen mod folkedybet.
Hans eneste intellektuelle udfordrer i landsbyen er Johannes Lilleøres gennemført morsomme portræt af Per Degn, der imponerer de lokale ikke mindst ridefogeden (muntert gestaltet af Morten Hauch-Fausbøll) med sit groteske orddelirum, men ikke ERASMUS MONTANUS, der desværre er ene om at gennemskue Per Degn.
Da ERASMUS MONTANUS rent retorisk forvandler Per Degn til en hane, og tilmed benægter, at jorden er flad, bliver det for meget for hans kommende svigerfader (bedårende gestaltet af Grønnegårds Teatrets heroiske chef Steen Stig Lommer), der nægter at lade sin datter (en stærk og selvstændigt tænkende Rikke Westi) gifte sig med ERASMUS MONTANUS.
Men som en overraskelse – også for folk med kendskab til teksten – får datteren assistance af sin gæve mor, som Christine Gjerulff gør til en vaks Pernille-figur med sans for udklædning, og således forbliver vi i Holbergs univers, og får samtidig en lykkelig slutning, men med ERASMUS MONTANUS som den mest ydmygede.
Hovmod står for fald, men man aner også en vis medfølelse med ERASMUS MONTANUS i en tid, hvor viden som samfundsværdi er blevet devalueret. For ERASMUS MONTANUS har jo ret, jorden er for fanden ikke flad som en pandekage!
(Michael Søby)
