“Vi har sat Rasmus Bergs rationalistiske deduktion, som Holberg har udstyret ham med, i sammenhæng med en mere nutidig konstruktivisme og dens glæde ved det frie valg af virkelighed.”… Hvis man ikke vidste bedre, kunne man fristes til at tro, at det var ERASMUS MONTANUS, der havde skrevet den indledende programartikel til Aalborg Teaters opsætning af Ludvig Holbergs uopslidelige klassiker. Ganske vist er artiklen hverken løgn eller latin, men dog akademisk show off med højrøvet attitude.
Heldigvis er forestillingen mere folkelig og kontant i Jens August Willes livlige og relativ dristige iscenesættelse, der lander et sted mellem Christian Lollikes radikalt fornyende Reumert-belønnede udgave bl.a. på Aarhus Teater og Madeleine Røn Juuls mere traditionelle og ordglade version på Grønnegårds Teatret.
Jeppe Ellegaard Marling er i mindre grad en komisk sprællemand fanget i en fordummet verden, men snarere en arrogant og selviscenesat mand, der har fjernet sig så meget fra virkeligheden, at den hævner sig på ham. En intelligent og momentvis vittig præstation, der bekræfter Jeppe Ellegaard Marlings position som sin generations største mandlige talent på Aalborg Teater.
Nanna Buhl Andreasen og Jakob Højlev Jørgensen er ikke blot rørende som ERASMUS MONTANUS’ forældre, men også uhyggelige, da de svigter deres lærte søn, fordi resten af byen vender sig imod ham. Østen Borre Simonsen giver et godt bud på ERASMUS MONTANUS’ mindre belæste, men mere socialt begavede bror, og som ERASMUS’ forlovede virker Julie Bunimowicz i højere grad seksuelt understimuleret end egentlig forelsket, men det kan der også være en pointe i.
Mogens Rex er ganske pudsig som Per Degn, men det er Anders Budde, der leverer aftenens komiske perler som den håbløst ensporede og intolerante Jesper Ridefoged, der i denne opsætning naturligvis også er blevet kommunal direktør. Det overvejende lokale publikum i salen synes tydeligvis at genkende netop denne mandetype fra lokalmiljøet, og Anders Budde leverede sylespids politisk satire, der må give stof til eftertanke i kommunen.
Palle Steen Christensens scenografi fungerede især på forscenen, hvor en ladning jord både kunne tolkes som svinesti, muddergrøft, skyttegrav og mødding. Kostumerne har et enkelt klassisk snit, men ERASMUS MONTANUS, der netop er hjemvendt fra København, bærer selvfølgelig også rent fysisk præg af storbyens excentriske liv bl.a. i form af en lilla paryk.
Ludvig Holbergs tekst er blevet beskåret og bearbejdet så meget, at forestillingen kun varer en time og 40 minutter inklusiv pause. Omskrivningerne og udeladelserne gør muligvis teksten mere umiddelbar tilgængelig for unge mennesker med sine nutidige referencer, men den sproglige forsimpling og forkortelse er også en sproglig forringelse af originalværket.
Dansktop-hittet ”Vi skal gå hånd i hånd” minder Erasmus om den tosomhed, han går glip af, hvis han vedbliver med at hævde, at jorden er rund, men om tosomheden i virkelighed er lykken for Erasmus er straks en anden historie. ERASMUS MONTANUS på Aalborg Teaters største scene afspejler en tid, hvor vi kan og må definere, hvem vi er, for ellers gør andre det for dig.
(Michael Søby)
