Sensommerens mest betagende filmoplevelse er ENZO, der emmer af sol og ung kærlighed.
ENZO (en afdæmpet men dybtfølt præstation af Eloy Puhu) befinder sig i grænselandet mellem barn og mand. Men samtidig føler han sig både forkælet og fremmedgjort i den privilegerede verden, han er vokset op i.
ENZOs velhavende men alligevel sært ubehjælpsomme forældre – sympatisk men ikke ukritisk spillet af Èlodie Bouchez (”De vilde siv”) og Pierfrancesco Favino (”Nostalgia”) – ser gerne, at han får en uddannelse og finder en jævnaldrende pige, som han kan være kæreste med.
Men 16-årige ENZO vil hellere være murerlærling, selvom han hverken synes at have talent eller disciplin til det. Men ENZO har et godt øje til sin ukrainske kollega Vlad, og det forstår man sandelig godt sådan som han fremstår i Maksym Slivinskyis skikkelse.
Filmen er en sublim hyldest til den afdøde mesterinstruktør Laurent Cantet (guldpalme-vinder for mesterværket ”Klassen”), hvis manuskript ligger til grund for filmen, bearbejdet og iscenesat med nænsomhed af Robin Campillo (kendt for mesterlige film som ”120 slag i minuttet” og ”Den røde ø”, og medforfatter til ”Klassen”).
Ligesom Cantet har også også Robin Campillo et skarpt blik for de sociale uligheder og forskelle, der stadig trives – også i Sydfrankrig. Men hans film rummer også en tillid til ungdommen, der dog heller ikke kan skånes for smerte i mødet med den virkelige verden.
