Danseteatret sART har produceret mange fine danseforestillinger gennem tiden med Sofie Christiansen som iscenesætter og koreograf. Nu har hun skabt en sympatisk lille forestilling under titlen ENS på baggrund af hendes kontakt med teenagere i Ollerup.
Overgangen fra barn til teenager er ikke altid lige let, men danserne Katrien Van Der Velden og Thjerza Balaj finder fine udtryk for det i samarbejde Sofie Christiansen og med støtte fra komponisten og musikeren Melodi Soltani, der ligeledes medvirker i forestillingen.
Julie Forchhammers scenografi udmærker sig primært ved nogle fine billedprojiceringer, men scenerummet savner fokus – og det samme kan siges om forestillingen. Vi får en række scener, der afspejler, at man som teenager i højere grad bliver valgt til eller fra og at tøjet pludselig får stor betydning for, om man er inde eller ude. På den ene side vil man gerne være ens med de andre, men på den anden side er man også en selvstændig personlighed.
Men den kunstneriske skarphed udebliver simpelthen denne eftermiddag. Vi føler os som publikum til en elevforestilling på en højskole. De tre piger på scenen er ikke uden talent, men de synes aldrig at være blevet tilstrækkeligt udfordret i den kunstneriske proces.
ENS fremstår næsten som et hyggeprojekt om et emne, der i langt højere grad har behov for dybde, for at vi kan mærke det. ENS gør aldrig rigtig ondt, og dog fornemmer man, at de konflikter, som de unge kommer ud i, må gøre ondt. Men vi føler det aldrig for alvor, og det er i grunden synd for os alle, ikke mindst for Sofie Christiansen, der i så mange andre sammenhænge har formået at skabe forfriskende og fornyende ungdomsteater med bund i.
(Michael Søby)
