Peder Pedersens lavbudget-gyser ENGLEBØRN er endnu et eksempel på en spillefilmsdebut i en klichétung genre, der efterhånden mest er forbundet med drømmen om hurtige penge for et tvivlsomt produkt.
Peder Pedersens erfaringer fra diverse instruktøropgaver på reklamefilm gør resultatet en smule bedre rent teknisk end så mange andre forsøg, og Jan Lundager Iversens manuskript viser også glimtvis en sans for genren, selv når replikkerne halter.
Agnes Born spiller den psykiske ustabile Freya, der er flyttet til København og ind i ejendommen “Englegården” efter en barsk tid med abort og selvmordsforsøg. Hun forsøger at manifestere sig som kunstner, men barnegråd forstyrrer hende i arbejdet.
Agnes Born fremstår som et bundt af følelser uden retning, og hvorfor taler hun med en forstyrrende accent, som vi aldrig får en forklaring på?
Micki Stoltt får tilført den mandlige hovedrolle en menneskelighed uden hvilken rollen nemt kunne være endt som ren karikatur. Claes Bang spildes i en ligegyldig birolle, hvorimod sangerinden og sangskriveren Dicte viser, at hun burde have spillet med i flere film siden sit bemærkelsesværdige gennembrud i “Smukke dreng” for 32 år siden. I den alt for lille rolle som Yussef nyder man at se en afdæmpet og mere følsom side af Ali Najei.
Som i så mange andre gyser før denne stikker handlingen i ENGLEBØRN helt af, og man ville ønske, at mange spillefilmsdebuterende instruktører ville vælge en anden mindre belastet genre til at vise deres fortræffeligheder.
ENGLEBØRN ligner for mange andre film uden at være ligeså så god, og der er altså allerede lavet en del danske film, hvor en ung kvinde tyranniseres af babygråd.
