Det Kongelige Teater har i de senere år specialiserede sig i en række nydelige dramatiseringer af kendte samtidsforfatteres populære værker. Det er der ikke nødvendigvis noget galt med, faktisk er det ofte ganske givende, at det litterære udgangspunkt for en forestilling har en vis substans. Problemet opstår først, når disse forestillinger kommer til at ligne hinanden for meget rent dramaturgisk. Det gør de ikke helt endnu, men tendenserne går i den retning og det er foruroligende rent repertoiremæssigt for et teater som Det Kongelige Teater.
Laura Rasmussens nøgne murstensscenografi til ENDNU EN DAG I GUDS SKABERVÆRK rummer heldigvis både en råhed og en skønhed, som klæder teksten, og den loyale iscenesætter Camille Sieling Langdals bearbejdelse overbeviser os om, at Katrine Marie Guldager er en både velskrivende og relevant forfatter at beskæftige sig med. Udgangspunktet stammer fra en trilogi om vrede kvinder, og Iben Hjejles Lotte har denne vrede i både krop og sjæl. Ligesom Kjeld Abells ”Anna Sophie Hedvig” er hun også havnet med ryggen mod muren, fordi tilværelsen har stillet hende overfor nogle urimelige valg.
Lotte kunne aldrig finde ud af at flytte sammen med kæresten Michael, som så fik drengen Daniel med en anden kvinde. Men Lotte har egentlig også nok at se til, for efter at hun opdagede, at naboen Kaspar knaldede en pige udenfor opgangen, er hans kone og deres tre uopdragne børn flyttet ind hos Lotte. Samtidig har Lotte mistet sit job som socialrådgiver og kæmper med at overholde alle jobcentrets regler. Og måske har Daniel, som hun har kendt og elsket, siden han var dreng, brug for hjælp, nu hvor hans far Michael lige er død? Lotte har i al fald brug for, at hendes liv forandrer sig.
Iben Hjejle fik sit gennembrud i 1994 som Gretchen i Peter Langdals pragtopsætning af ”Faust” på Betty Nansen Teatret. Siden fik nogle svære år, hvor anmelderne bl.a. kritiserede hendes til tider flade diktion. Vendepunktet i teaterkarrieren kom i 2019 som den underkendte forsker Inge Lehmann i ”Jordens Indre” på Folketeatret, hvor hun også imponerede som ”Lægen”. Hendes roste Martha i ”Hvem er bange for Virginia Woolf?” fik så kort en spilleperiode på grund af sygdom, at både hun og Teatret ved Sorte Hest burde genoptage den, så alle de mange mennesker, der havde billetter til forestillingen, kunne få mulighed for at se den.
Men nu kan vi foreløbig glæde os over Iben Hjejle, der i passager kan bruge ungdomsårenes flade diktion rent dramatisk, fordi sådan taler denne Lotte altså til tider. Men fordi Iben Hjejle har udviklet sig til at blive en dygtig sceneskuespiller, formår hun at lade denne diktion indgå i en større dramatisk sammenhæng, så hendes portræt af Lotte både bliver rigt facetteret og vokalt velmoduleret, og må regnes blandt hendes bedste på en dansk scene.
Men man skal heller ikke undervurdere Alexander Bryld Obaze, der allerede gjorde sig positivt bemærket på Blaagaard Teater i Emil Rostrups hidtil bedste forestilling ”Tr!p” fra 2023. I denne sæson formåede han at gøre selv en lille rolle i ”Kasimir og Karoline” på Skuespilhusets store scene interessant, og nu giver han Iben Hjejle lige præcis den form for med- og modspil, som hun har brug for i ENDNU EN DAG I GUDS SKABERVÆRK. I hans hænder bliver Daniel en ung mand, der har været udsat for gentagne svigt fra forældregenerationen, men som gradvist opdager, at han måske ikke helt kan klare sig uden en eller anden form for forældre i sit liv.
Det er i scenerne mellem Lotte og Daniel, der – trods deres modsætninger – giver håb for fremtiden et sted uden ryggen mod muren.
(Michael Søby)
