Denne lavmælte socialrealistiske fransksprogede musical åbnede Cannes filmfestivalen, og det var nok lige i overkanten til, hvad den kunne bære.
For dette er ikke en ny ”Pigen med paraplyerne” eller for den sags skyld ”Dancer in the Dark”, men i bedste fald en ganske skæg og hyggelig film på trods af en ret irriterende hovedrolleindsats af Juliette Armanet.
Hun er da også primært sangerinde, men heller ikke på den front imponerer hun. Filmens instruktør Amélie Bonnin tilstræber da også en naturlig sangstil, og det får hun så sandelig også.
Historien om den forkælede kok Cécile, der står foran at åbne en ny restaurant i Paris, da hendes fars svigtende helbred tvinger hende til at vende tilbage til sin barndoms landsby for at hjælpe til i familiens traditionsbundne bistro.
Her genforenes hun også med en gammel flamme, der vist aldrig rigtig kom sig over, at hun forlod byen. Men spørgsmålet er, hvad vil Cécile med resten af sit liv?
Trods den charmeforladte hovedrolleindsats – eller måske netop derfor? – nyder vi filmens birolleskuespillere så meget desto mere.
Bastien Bouillon charmerer som barndomskæresten, der måske ikke er gået helt i stå, og Francois Rollin har også sine øjeblikke som vrissen fader.
Det er dog den 4-dobbelte César-vinder Dominique Blanc, der stjæler filmen i rollen som den ukuelige mor. Mange genkender hende fra film som Louis Malles “Milou i Maj”, Oscar-vinderen “Indochine” og Patrice Chereaus ”Dronning Margot” med Isabelle Adjani. Intet under at hun stadig regnes blandt Frankrigs førende skuespillerinder.
EN SKØNNE DAG (“Partir un jour”) er et godt bud på en lille fornøjelig biografoplevelse, der lyser op på en våd sommerdag.
