Betty Nansen Teatret stiller sin store scene til rådighed for EN POLTERABEND, et teatereksperiment efter ide af Tom Silkeberg inspireret af William Shakespeares komedie “Trold kan tæmmes”.
Therese Willstedt har ikke blot stået i spidsen for både instruktion og iscenesættelse, men har også bidraget til teksten sammen med de seks medvirkende mænd. Karaktererne deler også fornavne med skuespillerne – uden at man af den grund føler, at der er tale om 1:1 selvportrætter.
Man forsøger at skildre, hvad der sker med mænd, når de er sammen uden kvinder i et lukket univers. Resultatet er mildest talt ikke kønt i Mårten K. Axelssons triste scenografi, og efter en sproglig prætentiøs intro, som selv Tue Skovdahl Lundings indtaling ikke kan redde, møder vi den kommende brudgom Mathias (sårbart spillet af Mathias Bøgelund). Han græder efter at være blevet tvunget til fire timer i en bil, og har pisset i bukserne. Men det bliver meget værre.
Som en primitiv opfattelse af en rigtig mand skal han udfordres til at slagte en kanin, og det går naturligvis galt for at den skrøbelige Mathias, der ikke kan holde tårerne tilbage, da han ringer til sin kommende brud. Først da hun tilbyder at komme ud til ham, mander han sig op, for det vil alligevel være for pinligt for ham.
Mathias presses hårdt af sin snarlige svoger Morten, som Morten Burian overspiller på underholdende vis. En ubehagelig alfahan, som vi først får en smule empati for, da vi aner hans far Henriks foragt. Mathias kommende svigerfar (en flosset faderfigur af den gamle skole gestaltet med en vis farlighed af Henrik Birch) er heller ikke specielt begejstret for den svækling, som han har udsigt til at få som svigersøn. Han havde klart foretrukket Stanley, som hugger brænde i bar overkrop med en skamløs maskulinitet, der ville være “Lady Chatterleys elsker” (jvnf. D. H. Lawrences romanklassiker) værdig.
Men Stanley har også en anden side, der afslører en mere nysgerrig side i hans personlighed end hans korte mandige udmeldinger indikerer. I et brag af en lysegrøn kjole (tak til kostumedesigner Anna Heymowska) mærker vi, at også denne Betty-forestilling er en del af “Betty Udvikler” på tværs af kunstarterne, da Stanley kastes ud i sanselig søgende dans.
Stanley Bakar giver et spændende bud på den moderne mand, og modsat forestillingens øvrige portrætter synes dette portræt helt på bølgelængde med sin samtid.
Asbjørn Krogh Nissen har dog stadig ære af sit spil som den fraskilte mand, der prøver at finde en vis værdighed i rollen som enlig far, mens Tobias Leander har den utaknemmelige opgave at spille gruppens mest sølle og kontakthungrende stakkel.
EN POLTERABEND lanceres som en mørk komedie, men rigtig sjov bliver den for sjældent, og Therese Willstedt får aldrig for alvor samlet det alt for svingende tekstmateriale, der ligger til grund for forestillingen. Der er gode tiltag undervejs, men heller ikke for publikum bliver denne polterabend en udpræget succes.
(Michael Søby)
