På Vendsyssel Teater har man for nyligt haft premiere på en forestilling, der ikke ligner nogen anden i teatrets historie. EN PLADS I MANEGEN fremstår som en symbiose mellem film og teater – med en ikke ubetydelig dosis cirkusmagi. Det skyldes ikke mindst tilstedeværelsen af den verdensberømte danske
cirkusprinsesse Katja Schumann, der snart er aktuel i en dokumentarfilm med samme titel som forestillingen på Vendsyssel Teaters største scene.
Det kan være fristende blot at se forestillingen som en original måde at lancere filmen på, men vi får på den anden side så mange klap fra filmen og fra Katja Schumanns liv og karriere, at man faktisk føler man har set filmen.
Det tekniske scoop ved sceneversionen er det bevægelige buede lærred, der følger pisten (de små kasser, der tilsammen danner en cirkel) rundt om den manege, som udgør forestillingens hovedscene.
Her mødes Katja Schumann også med hestepigen Liv Papageorgiou Veiler, der ikke er bange for at tage fat, og som samtidig ved, at hun fået sit livs chance ved at kunne flytte ind på Katja Schumann gård i det nordjyske og lærer alt hvad, der er værd at lære om hestedressur og Cirkus.
Katja Schumann må dog selv erkende, at hun bestemt ikke er den store pædagog, og gradvist erfarer, at Katja Schumann har komplicerede men ikke ukærlige forhold til sine to børn, der valgte at blive i USA, da Katjas ægteskab og cirkusliv sluttede derovre.
EN PLADS I MANEGEN får en bevægende afslutning, hvor alle elementer synes at smelte sammen, og tre flotte cirkusheste indtager manegen. Så selvom der afgjort er mere film end teater i forestillingen, og sågar mere cirkus end teater, så fortjener alle ros inklusiv filminstruktør Anne Svejgård Lund, iscenesætter Johannes Maria Schmit og scenograf Signe Krogh, der ligeledes har ansvar for de flotte videoprojektioner samt den smukke cirkus-udstilling i teatrets foyer.
Fremfor alt forlader man Vendsyssel Teater overbevist om, at Katja Schumanns forfædre må være stolte af den heroiske måde, hvorpå hun har forvaltet sit talent og sin viden i en omskiftelig cirkustid, og at hun herefter ikke blot bør tilgive sig selv, men også glæde sig over alle de enestående minder, som hun er blevet begavet med.
(Michael Søby)
