EN LILLE NISSE REJSTE

★★★☆☆☆

Julies Christian Gersons tekst til børnesangen EN LILLE NISSE REJSTE er faktisk 180 år gammel, mens dens filosofiske perspektiver om blandt andet selverkendelse har vist sig tidløse, og synes oplagt som udgangspunkt for en børneteater-forestilling.

Teater Next har også kunne se muligheder i den gamle sang, og med Christian Bergman som dramatiker og instruktør er forestillingen EN LILLE NISSE REJSTE draget på turné og besøger p.t. Teater V i Valby.

Hvad der kunne være et sundt alternativ til alle de mange udgaver af ”Et juleeventyr”, som har spillet i København i år, er dog ikke på højde med den originale sangtekst og det generelt høje niveau med hensyn til juleforestillinger i år – anført af Odense Teaters mesterlige opsætning af ”Peters Jul”.

I Teater Nexts juleforestilling møder vi nissen Theo, der har svært ved at tro på, at han er god til noget. Theo tager på en rejse for at finde julemanden, som forhåbentlig kan hjælpe ham at få opfyldt sit ønske om at finde noget, man er god til. Men er julemanden virkelig den store mand, der kan hjælpe Theo med, at julemanden og få selvtilliden tilbage?

Kirsten Brinks sparsomme turne-scenografi kan ikke så meget, men Daniel Vognstrups musik har dog sine momenter. Morten Hembo virker en smule træt og charmeforladt denne eftermiddag som nissen Theo, men Cille Viola Brandt Petersen kommer med  sjove indfald i diverse biroller.

Har man ikke set andre juleforestillinger i år, kan det vel være, at man tager til takke med dette udspil, Men en spilletid på tre kvarter er faktisk rigelig, og kun en enkelt fremkaldelse må også give stof til eftertanke hos Teater Next. Måske denne turné ligefrem kan give anledning til en vis selverkendelse blandt Teater Nexts ledelse?

(Michael Søby)