“Balladen om den hvide ko” er navnet på en iransk film, der i 2022 blev kåret som en af årets bedste fremmedsprogede film af cphculture.dk. Nu slår instruktørduoen Behtash Sanaeeha og Maryam Moghaddam til igen med EN LILLE BID AF KAGEN (“Keyke mahboobe man”), en overraskende enkel film, men ikke uden bid.
I filmen møder vi den 70-årige enke Mahin, der føler sig lidt alene, efter at datteren er flyttet til Europa. Hun opfordres af sine nærmeste til at være mere udadvendt og holde øjnene åbne, hvis hun vil finde en ny mand.
Sminken findes frem, inden Mahin begiver sig ud i virkeligheden, men det er slet ikke så let. Ved et tilfælde støder hun på en chauffør, der er single, og hun finder modet til at invitere ham med hjem.
EN LILLE BID AF KAGEN har både lune og klogskab i sit portræt af en kvinde, der insisterer på at få det maksimale ud sit liv, inden det er for sent. Mahin spilles ganske uimodståeligt af Lili Farhadpour, der på sin egen blide måde ikke er bange for at skælde myndighederne ud, når de vil arrestere en ung kvinde, der ikke har dækket sit hår tilstrækkeligt til.
Men ellers lever hun et stille ensomt liv i håb om, at også hun har en lille bid af livets kage til gode. En romantisk aften udvikler sig dog ikke altid, som den skal, selvom Mahin synes at have rigelig med kage at byde på.