Håbet er lysegrønt, og det er Mie Riis’ scenografi og kostumer på Nørrebro Teater også som udgangspunkt. Lidt lyserød udsmykning hist og her, farverige skyformationer og nogle gevaldige blomster understøtter ligeledes forestillingens lokkende titel EN GUIDE TIL EN (LIDT) LYSERE FREMTID, men hvor godt går det egentlig for de karakterer, vi møder på scenen? Alle kæmper tilsyneladende med noget, men man kan jo bare lukke øjnene og drømme. Eller kan man? Og ændrer det nødvendigvis noget ved ens situation?
Marie Keys sange, følsomt bearbejdet af Rumle Sieling Langdal, tjener som musikalske åndehuller for disse forpinte mennesker, og iscenesætter Niels Erling finder en passende balance mellem poesi og banaliteter.
Nanna Cecilie Bang viser gode takter i sit manuskript, men spørgsmålet er om teksten som helhed er god nok? Der satses meget på ny dansk dramatik i disse år, og Nanna Cecilie Bang er bestemt en talentfuld dramatiker. Men kvaliteten er svingende, så selvom EN GUIDE TIL EN (LIDT) LYSERE FREMTID hører blandt mest lyriske stykker, vokser træerne ikke altid helt ind i himlen.
Forestillingen virker en anelse for lille til Nørrebro Teaters store scene, men så er det godt, at teatret direktør Mette Wolf snart overtager Folketeatret, hvor man før har lånt tekster fra Nørrebro Teater (jvnf. den turnéaktuelle “Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag”), og hvor en scene som Hippodromen ville klæde en relativ intim forestilling som EN GUIDE TIL EN (LIDT) LYSERE FREMTID.
Men Niels Erling har haft en heldig hånd med sine skuespillere, og man glæder sig helt til at se, hvordan han til sommer vil håndtere en klassisk Oscar Wilde-tekst som “En ideel ægtemand” på Grønnegårds Teatret.
De skuespillere, der ikke opnår en plads i solen inden pausen på Nørrebro Teater, får heldigvis deres øjeblikke i lyset efter pausen.
Andrea Øst Birkkjær, der bare bliver bedre for hver ny opgave, drømmer om at være en ko, og kan også synge med længsel i stemmen. Isa Marie Henningsen må vente til sidst med at blive kunstnerisk forløst i en smuk sang, og Kitt Maiken Mortensen når ned, hvor det gør rigtigt ondt som en dateivrig destruktiv kvinde.
Johannes Lilleøre finder en smerte i komikken takket være et neurotisk kropsprog, der forløses af en hulahopring. Tue Lunding, der gjorde indtryk i en rigelig effektfyldt opsætning af “Hamlet” i Ørstedsparken, viser en mere sart og følsom side af talentet som forelsket ung mand med berøringsangst. Som genstanden for hans kærlighed er Alexander Bryld Obaze er bare knuselskelig.
Jens Jørn Spottag spiller en lidt sølle og sympatisk mand, som man kommer til at holde af, og Mette Horns lavmælte indsats som en kvinde, der synes fremmed i andres verden, rammer lige i hjertekuglen som noget af det smukkeste, hun har ydet på en scene.
Så selvom vi ikke forlader teatret med fuld fornyet optimisme, har man alligevel fået et lille sjæleligt knus i en kold tid, og det rækker nogen gange længere, end man skulle tro.
(Michael Søby)
