“Irgwendwann werden wir uns alles erzählen” er originaltitlen på Emily Atefs tyske spillefilm. Instruktøren er også medforfatter til i samarbejde med Daniela Krien, romanforlæggets forfatter.
De to kvinder tager os med tilbage til en lang og lun sommer i 1990. Det unge kærestepar Maria og Johannes lever i landlig idyl på loftet i Johannes’ forældres bondegård. Johannes er optaget af det nyeste fotogrej fra det vesten, som han for nyligt er blevet genforenet med, og Maria tilbringer dagene med at læse Dostojevskijs skildring af store dybe følelser. Påvirket af dette drages hun mod eneboeren Henner, og en farlig relation mellem dem opstår.
Tyske film har ikke just ry for at være sanselige, men det er ikke desto mindre netop hvad denne film er. Og derfor forstår vi, hvor Maria ikke kan gøre andet end at sætte sin idyl i fare, fordi den passion hun oplever, er langt større end hende selv.
Lidenskabelige kærlighedshistorie kan meget nemt virker komiske, men ikke denne. Trekantsdramaets hovedkarakterer spilles alle overbevisende, og de besnærende billeder, den forførende underlægningsmusik og den raffinerede parallel til vor tids Tyskland øger kun ens respekt for Emily Atefs arbejde. Hun er grundig, og 130 minutter kan være lang tid, men det er vilkårene, hvis denne usædvanlige kærlighedshistorie skal fortælles ordentligt og troværdigt.
At se EN DAG VIL VI FORTÆLLE HINANDEN ALT er som at leve en god bog. Man stimuleres og beriges både emotionelt og intellektuelt, og verden synes på een gang smukkere og mere grusom bagefter. Som den komplekse men stadig søde eftersmag af en kortvarig men intens og livgivende affære.
