Forestillingen EN BITING er i denne omgang en del af Hvidovre Teaterfestival, der er målrettet børn og unge. Teater Vestvoldens smukke nye lokaler fremstår som en gave til byens kulturliv.
Mads Nørby gør et formidabelt comeback som skuespiller i forestillingen EN BITING produceret af hans eget teater Victorias Enebarn i samarbejde med Nørregaards Teater i Odense.
Mads Nørby spiller en lidt forhutlet mand, der ligger sovende på scenen. Vi følger ham, fra han vågner og får sig en lille kop kaffe, som han spæder med brændevin. Som rejsekammerat har han et gammelt bistade, der rummer alle hans fornødenheder inklusiv barbergrej og et lille spejl. Han får et barn blandt publikum til at holde spejlet, mens han barberer sig, og fortæller om et liv på en gård.
Synes man ikke, at det lyder som en forestilling for børn, så undervurderer man Mads Nørbys evner som skuespiller. På en fuldstændig naturlig og ligefrem måde møder han børnene, der hvor de er, og formår på umærkelig vis at inddrage dem i forestillingen.
EN BITING har manuskript af Jacob Mendel og Gitte Kath, forestillingens kyndige iscenesætter og scenograf. Via det eventyrlige bistade åbenbares en skæbne, der ikke altid har været lige lystig.
Men det fine ved EN BITING er, at den vækker empati og omtanke. Aldersforskellen ophæves og medmenneskeligheden aktiveres. Vi forlader alle teatret efter godt 50 minutter – lidt forandret. Smukkere kan børneteater næsten ikke spilles
(Michael Søby)




