EMIL FRA LØNNEBERG

★★★★★☆

Frilandsmuseet i Lyngby er endnu sjovere at besøge, når man spiller teater derude, og det gør man heldigvis tit. Her har man kunne opleve Casper Crump som en herligt grum Scrooge i ”Et juleeventyr” og som en elegant Charlie Chaplin. Her har man nydt Asger Bonfils’ opsætning af ”Pelle Erobreren” og Nicklas Kølpin som en skæg Orla Frøsnapper (en rolle han heldigvis vender tilbage til fra og med i denne uge på Frilandsmuseet).

Hans medspiller Michael Lundbye Slebsager har da også spillet rollen som EMIL FRA LØNNEBERG flere gange bl.a. på Folketeatret, men i de seneste somre er det Frilandsmuseet, der har haft glæden af hans talent i Peter Langdals boblende veloplagte opsætning.

For at gøre teateroplevelserne mere velegnet til mindre børn og samtidig giver publikum god til til at nyde omgivelserne har man valgt at spille tre små scener fra Emil på godt tyve minutter hver adskilt af tre kvarter, så man lige kan nå at få lidt at spise og drikke, besøge en af de mange gårde eller shoppe i en af boderne. Det fungerer forbløffende godt, og man kan med fordel se dem alle tre, for de er alle særdeles underholdende og velspillede.

Michael Lundbye Slebsagers kropssprog passer perfekt til denne Emil. Man kan heller ikke lade være med også at holde af hans forældre, spillet med lige dele sødme og charme af Birgitte Raaberg og Kasper Leisner, og man glæder sig ligeledes over Albert Stein Ankerstjerne som Alfred og det øvrige ensemble.

De skønne omgivelser låner en ganske særlig autenticitet til forestillingen i lighed med de prægtige kostumer, der synes inspireret af billederne fra Astrid Lindgrens børneklassiker i bogform. Når solen så skinner, Ida nyder udsigten fra flagstangens top og Emil muntrer sig i selskab med sin velvoksne grisebasse, så hygger hele familien sig uanset alder.

Frilandsmuseet bliver med andre ord et af de museer, som dine børn med garanti gerne besøger igen.

(Michael Søby)