Aarhus Teater kommer godt fra start i forsøget på at give det danske nationalklenodie ELVERHØJ en moderne overhaling. Josefine Thornberg-Thorsøe har svøbt de unge elskende i Dannebros farver – på nær en meget ung og slank Kong Christian d. 4., der naturligvis er iført kongeblåt.
Iscenesætter Carolin Oredsson finder en god balance mellem tradition og fornyelse i Alexandra Moltkes tekst i den første 2/3-del – selvom den distancerede form (han siger… hun siger…) allerede blev brugt i sidste sæson.
Men det går først for alvor galt, da den gamle mor Karen begynder at skræppe op i en grad, at man nær havde tilbudt at låne datidens heksebrændere en æske tændstikker. Den ellers så dygtige Mette Døssing kan nemlig intet stile op med de stadig mere demagogiske ordstrømme, der har meget lidt med ELVERHØJ at gøre, men blot berøver hende for enhver form for scenisk charme og i processen formår at gøre publikum døsig.
Så glæder man sig til gengæld over, når Mikkel Alexander Tøttrup indtager dansegulvet som en ung elvergud med en fascinerende farlighed – en velkommen gæsteoptræden fra Holstebro Dansekompagni.
Malte Conradsen er yndig som forelsket yngling og Marie Boda er ham en klædelig partnerske, når hun kan styre sine følelser og de stemte s’er. Man tror dog ikke på, at kongen falder i staver over hendes formfuldendte tale, når hun tydeligvis ikke altid ved, om et ord udtales med a- eller æ-lyd.
Ida Mia Appel er den mest livlige af pigerne, og man aner moderens talent i både krop og gestik. Laurids Lange synes mere fersk, men skal nok lære lektien med tiden, når periodefornemmelsen forplanter sig i replikkerne.
Emil Busk Jensen mangler den fornødne autoritet som Christian d. 4, men spiller rollen med lune, indtil forestillingen taber næsten alt på gulvet på grund af for løftede pegefingre.
Aarhus Teaters eksperimenter er begyndt at ligne hinanden for meget. Alt for ofte er der en højtråbende kvinde, der springer ud af fiktionen for at distancere sig fra værket og det kvindesyn værket afspejler. Det er simpelthen for nemt. Lad os føle de forandringer, der er sket, siden stykket blev skrevet, og lad være med at diktere dem til os. Spil stykket – eller lad være. I dette tilfælde er man ikke i tvivl om, at iscenesætteren blot skulle have troet på teksten.
(Michael Søby)
