Vor tids norske film som f.eks. “Verdens værste menneske”, “Armand” og nu ELSKLING tegner nogle ret kritiske portrætter af moderne norsk kvinder. ELSKLING har tilmed samme producent som “Verdens værste menneske”, men hvor Renate Reinsve spillede den kvindelige hovedrolle i både “Verdens værste menneske” og “Armand”, ageres hovedrollen i ELSKLING af Helga Guren, der blev hædret som Bedste Skuespillerinde på den internationale filmfestival i Karlovy Vary.
I ELSKLING møder vi Maria, der er midt i et brud, da hun forelsker sig hovedkuls i musikeren Sigmund. Han er drømmemanden, de får to børn sammen og pludselig er der gået nogle år. Marias kunstneriske karriere synes at være smuldret, og hun har tit været alene om huset, de daglige pligter, og børnene, der skælder ud på hende, mens Sigmund har været på turné.
Langsomt sniger der sig en angst ind i forholdet, for Marias mor blev også gået af sin mand, Marias far, hvilket Maria oplevede som et svigt. Maria var også allerede midt i et brud, da hun mødte Sigmund, så tanken om endnu et brud synes værre end døden.
Maria ser ikke sin egen aggressivitet, men virker stadig mere destruktiv i forholdet til Sigmund, og måske er skaden allerede sket, da de mødes med en parterapeut, som prøver at mægle mellem dem.
ELSKLING rummer en flæsende skildring af tyranni i et parforhold, og med en anden vinkel end vanligt. Der spilles fortræffeligt i alle roller, men det er Helga Guren, der gør filmen til en oplevelse med sit næsten nådesløse spil.
For instruktøren Lilja Ingolfsdottir er da tale om en virkelig overbevisende spillefilmsdebut, der indbragte hende juryens særpris på Karlovy Vary-filmfestivalen.