Den argentinske instruktør Luis Ortega er kendt for Netflix-serien “Historia de un clan” (2015) og “El Angel” (2018) – begge med Chino Darin.
Nu er Luis Ortega atter aktuel i Danmark med spillefilmen EL JOCKEY, der byder på en original hovedrollepræstation af Nahuel Pérez Biscayart (“120 slag i minuttet”). Han spiller Remo, en berømmet jockey, hvis destruktive adfærd har gjort ham til narkoman.
I stedet for et kæmpe comeback som jockey, rider han hesten i hegnet og ender på et hospital med hovedet pakket ind i en turban af gazebind. Hans personlighed har også ændret sig, og han forlader hospitalet i en stjålet pels og med en sminkeboks, der bidrager til at understrege hans nye kvindelighed. En børneflok kalder ham pludselig for mor, men det er deres far tydeligvis ikke enig i.
EL JOCKEY er en særegen filmoplevelse, hvor en myre får lov til at kravle ind i næsen på et spædbarn, og hvor kriminalplottet må vige til fordel for hovedkarakterens forvandlinger.
En film, der er konsekvent gennemført og på sin vis ret fascinerende, men også så aparte, at man nok skal være mere end almindelig filmnørdet for at værdsætte den. En kuriøssitet, der også synes undfanget med stænk af humor og med en forunderlighed, der nok vil blive husket, når andre mere ordinære film vil være glemt.