Francois Ozon har i snart 30 år skabt en lang række begavede og vittige spillefilm. Fra ”8 kvinder”, ”Tid til kærlighed” og ”Selv i de bedste hjem” til ”Min nye veninde”, ”Frantz” og ”Gud være lovet”. EFTERÅR I BOURGOGNE (”Quand vient l’automne”) er heldigvis ingen undtagelse.
Denne gang har han allieret sig med en af fransk film og teaters store damer, 82-årige Hélène Vincent (”Ma Vie En Rose”), der modtog en César for sit blændende birollespil i ”Livet er en lang og langsom flod” helt tilbage i 1989. Siden er det blev til adskillige andre nomineringer – også for hendes hovedrolleindsats i EFTERÅR I BOURGOGNE som den tilforladelige pensionist Michelle, der viser sig at have en betydelig mere farverig fortid, end man skulle tro.
Ozons film kan vel bedst betegnes som en slags kriminalkomedie, men som altid giver han den pågældende genre sit helt eget præg. Ozons film er også altid uhyre velspillede – og Hélène Vincent er da også uimodståelig med sit raffinerede hemmelighedsfulde spil.
Hun får glimrende modspil af Josiane Balasko (”For smuk til dig”) som veninden, mens Ludivine Sagnier har en mere utaknemmelig opgave som datteren. Til gengæld nyder man gensynet med Pierre Lottin (”For fuld musik”), der efterhånden er ved at slå sit navn fast i fransk film, og som også medvirker i Francois Ozons kommende film, den anmelderroste Albert Camus-filmatisering ”Den fremmede”.
Men foreløbig kan man nyde Ozons skæve og skøre komedie EFTERÅR I BOURGOGNE, der tager nogle overraskende drejninger undervejs, men aldrig svigter sin grundhistorie.
