Ari Aster er nok stadig mest kendt for at lave et par over-hypede gyserfilm, men på det seneste har specialiseret sig i smalle men ikke uinteressante Joaquin Phoenix-film. ”Beau is Afraid” havde ligesom den nye film EDDINGTON strejf af originalitet, men virkede også udmattende og i sidste ende utilfredsstillende.
EDDINGTON er et langt stykke af vejen et godt bud på Ari Asters bedste film, og hans skildring af corona-tidens frustrationer vækker genklang i vores nutid.
Joaquin Phoenix spiller ikke overraskende en ganske uortodoks sherif, der selv har svært ved at følge det corona-maske påbud, som både han og landsbyens øvrige beboere er blev pålagt.
Hans alternative måde at løse de lokale problemer på egner sig ikke til at blive filmet med en mobiltelefon, og pludselig står han som midtpunkt i en magtkamp med borgmesteren (karismatiske Pedro Pascal, der i forvejen har to film på det danske biografrepertoire).
En langstrakt jagtsekvens er åbenbart en forudsætning for den herligt overraskende og vittige slutning, men EDDINGTON formår først og fremmest at spejle den fundamentale splittelse i USA lige nu, og så bærer man gerne over med diverse former for nørderier undervejs.


