DYR

★★★★☆☆

Bag titlen DYR gemmer der sig en ganske medrivende danseforestilling af Projekt DanseDrømme i samarbejde med Det Kongelige Teater og BalCon.

Forestillingen er skabt af 26 unge mennesker i alderen 14 til 22 år, og tager udgangspunkt i det dyr, vi alle har inden i os. Musikken skifter fra house/hiphop til verdensmusik for så at lande i en slags freestyle rytmisk musik, der lægger op til mere fri udfoldelse for de unge dansere.

Antallet af unge mænd i Projekt DanseDrømme synes at skrumpe ind år for år, og denne gang er der blot en enkel mand. Det er synd for alle, for diversitet omfatter ikke bare hudfarve og størrelse, men også køn. Men det er alligevel lykkedes at skabe en homogen forestilling, hvor alle ser ud til at have det godt på dansegulvet.

DYR er en forestilling, som de unge er fælles om, og det mærker man. Først i sidste del får de i højere grad mulighed for at vise deres individuelle kvaliteter som dansere, men det at kunne vise, at man også kan være en del af et ensemble og danse ud fra en fælles vision er mindst lige så vigtig i denne sammenhæng.

DYR opføres p.t. på Takkelloftet i Operaen og varer godt en time. Også denne gang forlader man salen opløftet af så megen ung skaberglæde.

(Michael Søby)