Det Flydende Teater er en af de smukkeste facetter i Teatergrads uundværlige virke. Scenen befinder sig ved søen i bunden af den smukke park bag Sophienholm, og i år har man tilsyneladende ladet sig inspirere af den problematiske tv-serie “Krag & Virkner” fra 2022, hvor fiktion og virkelighed ikke gik op i højere enhed.
I Thomas Markmanns teatermanuskript bruges en rammehistorie om et tilfældig møde mellem en kvinde og en mand som afsæt for en drøm, der har Helle Virkner og Jens Otto Krag i centrum. Men ligesom med TV-serien kan det være svært at frigøre sig helt fra virkelighedens Virkner og Krag, fordi de var et af forrige århundreds mest kendte par. I TV-serien virkede de dokumentariske optagelser nærmest undergravende for skuespillernes arbejde, og selv uden den direkte påmindelse om, hvordan Virkner og Krag lød og så ud, er det svært helt at acceptere Lise Lauenblad og Rolf Hansen i disse roller.
Instruktøren Stine Schrøder Jensen synes heller ikke at have bestæbt sig særligt på at få de to til at lyde som og ligne Virker og Krag. Især har man svært ved at acceptere Lise Lauenblad bondske diktion, der slet ikke harmonere med den sprogligt elegante statsministerfrue og på trods af flere fine kjoleforsøg, savner man også den gennemførte sofistikerede fremtoning.
Bedre går det for Rolf Hansen, men man ærgrer sig også her over, at der ikke for alvor er blevet arbejdet med sproget. Ved blot at gøre sin stemme en smule dybere kunne en dygtig skuespiller som Rolf Hansen sagtens være kommet tættere på et egentlig portræt af Krag.
Når det er sagt, så spiller begge skuespillere både med charme og sødme, der gør, at vi – trods klare forbehold – kan få udbytte af forestillingen. Men grovheden i Helle Virkners vredesudbrud virker direkte uforenelig med den Helle Virkner, vi kender.
Malou Takibo lyser op i forestillingen – både som sanger og skuespiller, og morer især som den jyske nabo, der ikke ville sælge sommerhuset til Krag, fordi han var socialdemokrat, men så finder Helle Virkner en løsning.
Martine Madsen bidrager musikalsk med en sørgmunter sanselighed, der bliver et plus for forestillingen og scenografen Nikolaj Heiselberg Trap udnytter fikst de våde omgivelser bl.a. når det forelskede par slår smut med sten i vandet og tager på fisketur.
75 minutter er ikke lang tid, hvis man ikke bare vil skabe portrætter af to ikoniske danskere, men også give et indtryk af den tid, det tankesæt og de politiske intentioner, der også var en del af drømmen. Men den del lykkes dramatikeren Thomas Markmann og instruktøren Stine Schrøder Jensen i højere grad med.
Selve tonen og stemningen i forestillingen passer perfekt til en tidlig sommeraften ved vandet, og det virker ubegribeligt, hvis de kommunale kræfter i området ikke kan indse, at Det Flydende Teater er en af kommunens største kulturattraktioner. Det er på høje tid, at der kommer handling bag, så Det Flydende Teater også i fremtiden bliver mere end en drøm.
(Michael Søby)
