En af forbandelserne ved diverse streaming-tjenesterne er, at der er film, som aldrig når de danske biografer. Men omvendt må man glæde sig over, at man i det mindste får mulighed for at se disse film, selvom de ikke altid kommer til deres ret på en tv-skærm.
Jessica Chastains larger-than-life Oscar-belønnede portræt af country-fænomenet Tammy Faye i Michael Showalters “The Eyes of Tammy Faye” havde afgjort fortjent at blive set i danske biografer. I samspil med Andrew Garfield og Cherry Jones opnåede Jessica Chastain et suverænt karrierehøjdepunkt og nu kan vi opleve hende i hendes seneste film DRØMME, hvor hun giver et intelligent og mere afdæmpet portræt af en kvinde i sine følelsers vold.
DREAMS er instrueret af Michel Franco, der også stod både en anden af Chastains film, ”Memory”, et psykologisk stalker-drama, der indbragte Peter Sarsgaard prisen som bedste skuespiller på Venedig filmfestivalen 2023.
I den beslægtede DRØMME møder vi en privilegeret tjekket kvinde, der forelsker sig i en ung balletdanser fra Mexico. De indleder et forhold, men selvom hun forsøger at hjælpe ham, bliver forholdet på hendes præmisser, da hendes far, formanden i den familiefond, som hun bestyrer aldrig ville kunne acceptere forholdet. Da den unge balletdanser vælger at forlade hendes luksusverden for at klare sig selv, bryder hendes verden sammen.
Jessica Chastain skildrer kvindens deroute med en uhyggelig akkuratesse, og Isaac Hernández gør ligeledes indtryk, som den smukke unge danser, der kæmper for at bevare sin værdighed i en kærlig relation med en manipulerende magtfuld kvinde. Også Rupert Friend formår at gøre sig positivt bemærket som kvindens emsige bror.
Michel Franco ser på ældre kvinde-ung mand relationen med friske øjne og får i tilgift givet sin historie en social dimension, der også afspejler de politiske forhold mellem USA og Mexico i vor tid. Det er ikke nogen ubetydelig bedrift.

