Dag Johan Haugeruds trilogi om sex, drømme og kærlighed fik en lovende start sidste sommer med SEX (DRØMME) (KÆRLIGHED). Alle tre temaer berøres i hver film, men det indledende ord er i hovedfokus.
SEX (DRØMME) (KÆRLIGHED) gav en vittig men også bevægende skildring af to skorstensfejere, der udvekslede personlige historier med homoseksuelle over- og undertoner. Den ene beretter om en erotisk drøm med David Bowie, der betragter ham som en kvinde. Den anden fortæller om mødet med en mand, der udløser en spontan seksuel affære. Han betror sig straks til sin kone, som alligevel anklager ham for utroskab.
Ligesom den første film blev også efterfølgeren DRØMME (KÆRLIGHED) (SEX) hædret på Berlin-filmfestivalen – i dette tilfælde Guldbjørnen i Berlin som bedste film. Det er første gang, at denne ære er tilfaldet en norsk film.
DRØMME (KÆRLIGHED) (SEX), som sagtens kan nydes uden at have set den første film i stil med Krzysztof Kieślowskis trikolore-trilogi, handler om den 17-årige Johanne, der får erotiske fantasier om sin nye fransklærer Johanna.
Fantasierne fylder efterhånden så meget i Johannes liv, at hun er nødsaget til at skrive dem ned. Både hendes mor og mormor læser, hvad hun har skrevet, og den umiddelbart forfærdelse over at se deres lille Johanne som en del af et potentielt kriminelt forhold mellem en lærer og en elev aftager til fordel for en begejstring over, hvor velskrevet denne erotiske romance er. En udgivelse af teksten overvejes, mens man diskuterer, hvilke konsekvenser det ville få for Johanne (og Johanna), hvis teksten blev udgivet.
Ella Øverbye er et sympatisk nyt bekendtskab i hovedrollen som Johanne, og som den strikkeivrige fransklærerinde giver Selome Emnetu også mening. Det er dog birollepræstationerne af Ane Dahl Torp (som Johannes mor) og ikke Anne Marit Jacobsen (som stålsat bedstemor), der for alvor brænder igennem.
Instruktøren Dag Johan Haugerud formår virkelig at skabe et fortættet intimt rum med sine skuespillere og tilfører det samtidig en visuel poetisk sanselighed, som fortryller. Vi kan næsten ikke vente på trilogiens tredje del, der forhåbentlig får dansk premiere inden udgangen af 2025.