I Danmark var der vist mange, der blev overrasket , da den norske forfatter Jon Fosse fik tildelt Nobelprisen i litteratur. Jon Fosse synes ellers at være sin generations svar på Samuel Beckett, men problemet er, at ingen af de bedste opsætninger af Jon Fosses dramatik, som vi har set herhjemme, har spillet på de store teatre.
Det Kongelige Teater opførte i 2008 hans scenebearbejdelse af Knut Hamsuns “Sult” i en lidet vellykket opsætning. Men teatrets nuværende skuespilchef Morten Kirkskov spillede i 1998 overfor Sofie Gråbøl på Caféteatret i Alexa Thers mesterlige udgave af Fosses “Nogen vil komme”, der i erindringen stadig står som en af de bedste Fosse-opsætninger herhjemme
I Nicolei Fabers smukt gennemlyste opsætning af Jon Fosses DRØM OM EFTERÅRET på Aalborg Teaters lille scene genforenes en mand og en kvinde på en kirkegård. Denne gang beslutter de sig til at handle på deres følelser.
Senere, da de er blevet par, dukker de op til en begravelse, hvor mandens forældre har inviteret mandens smukke ex-kone med – uden at fortælle det til manden og hans nye kone. Jo mere moderen snakker om exkonen, jo mere har mandens nye kone lyst til at gå. For sådan er det i Jon Fosses verden: Jo mere vi forsøger at tale med hinanden, jo mere ender vi med at ødelægge.
Østen Borre Simonsen har en yndig umiddelbarhed, der virkelig kommer til sin ret i denne forestilling, og Marie Knudsen Foghs evne til at gå i dybden med en karakter fornægter sig heller ikke denne gang.
En glimrende Camilla Gjelstrup taler som moderen med stadig større desperation i stemmen, mens hendes mand Martin Ringsmose i næsten uhyggelig grad forholder sig tavs.
Jon Fosse viser os på usædvanlig vis, at ensomheden ofte kan være størst i faste forhold, og i Aalborg Teaters pragtopsætning indser man endelig dramatikerens genialitet.
(Michael Søby)
