Dansk Danseteaters kunstneriske leder Marina Mascarell har valgt at invitere den australske koreograf Adam Linder for at skabe et nyt værk i samarbejde med Dansk Danseteaters fornyede ensemble.
Resultatet er blevet en evolutionsværk i fire faser med fokus på menneskekroppe. I primal fasen bevæger kroppene sig tungt omkring tilsyneladende styret af en primitiv (næsten) dyrisk drift. Herefter udvikler kroppene en form for tekniske færdigheder og en del af deres bevægelser forekommer mekaniske. Herefter opstår der en slags mental overbygning, der åbner op for selvstændige tænker og handlinger – også i forhold til andre. I fjerde og sidste fase fødes dansen som en slags kulmination på vores evne til at agere med andre mennesker i en livgivende symbiose mellem vores biologiske muligheder og vores fysiske udfoldelser.
Det buldrer og brager undervejs, som da verden blev skabt, og vi fornemmer, hvordan jordens bevægelighed forplaner sig i menneskets udvikling. Snart bevæger danserne sig, som blev de båret af bølger, og snart er de i stand til at forme deres egne bevægelsesmønstre – også i forhold til hinanden.
Erwan Sènes elektroniske musik og lydkulisse indgår i et frugtbart samarbejde med Shahryar Nashats foranderlige lysdesigt, og understrege følelsen af en verden i forandring i den luftige scenografi som både Deniz Celtek og danserne har ære af.
Personligheder fra Danske Danseteaters faste ensemble som f.eks. den uovertrufne Jessica Lyall finder fælles fodslag med en række af ensembles mest spændende nye folk blandt andre Yi Shao Li, Nicky Daniels og Carlos Luis Blanco Ramos. Der er stadig plads til justeringer i ensemblet, men DRIP TEKHNE viser i al fald, at Marina Mascarell er godt på vej.
I Adam Linders sanseligt søgende koreografi virker de som et organisk hele, selvom enkelte af danserne især stiller sig til rådighed fysisk men ikke nødvendigvis sjæleligt.
På Skuespilhusets Store Scene får danserne i al fald mulighed for at udfolde sig – tilmed i stadigt stigende tempo, og man mærker, at de føler sig udfordrede og i de fleste tilfælde også inspirerede. Om et dansk publikum så finder forestillingen tilstrækkelig imødekommende, må tiden vise. Men det er afgjort en forestilling som Marina Mascarell og co. kan være bekendt.
(Michael Søby)
