Verdens mest berømte rumæner hedder DRACULA og er blevet portrætteret på film et utal af gange. Mest berømt er Bela Lugosis fortolkning i Tod Brownings DRACULA fra 1931, der blev hyldet af Tim Burton i hans mesterlige sort-hvide film om verdens værste filminstruktør ”Ed Wood”. Martin Landaus bevægende præstation som Bela Lugosi indbragte ham en yderst velfortjent Oscar, og har bidraget til myten om Lugosis uforglemmelige spil.
Næsten 100 år efter er det så DRACULAs landsmand Radu Jude, der tager livtag med DRACULA-karakteren. Radu Judu har markeret sig international med interessante titler som “Do Not Expect Too Much from the End of the World” og “Bad Luck Banging or Loony Porn”, men desværre er DRACULA slet ikke på samme niveau.
Vi er indledningsvis tilskuere til en skrækkelig teaterforestilling i den næste tre timer alt for lange film, og det er som om, at Radu Jude godt selv ved, at han befinder sig i en seriøs kunstneriske krise i forbindelse med denne film.
Uanset hvordan Radu Jude forsøger at behandle DRACULA-myten, forekommer hans indfald denne gang umorsomme og perspektivløse. Fans af genren vil typisk hade denne film, og det er de i deres gode ret til.
DRACULA er ikke en gyser i gængs forstand, og når Radu Jude bruger AI af den mest primitive slags er det tilmed bevidst. Betegnelsen gyselig virker derfor mest dækkende, og blandt årets arthouse-film må den regnes blandt de værste.
