”Forbrydelse og straf”, ”Idioten”, ”Brødrene Karamazov” etc. Listen over Dostojevskijs mesterværker er imponerende. Men Aarhus Teater fortjener særlig ros for også at interesse sig for mindre kendte litterære værker af verdenslitteraturens store forfattere. Det er blandt andet kommet Knut Hamsun, Selma Lagerlöf og nu også Fjodor DOSTOJEVSKIJ til gode, at Aarhus Teater præsenterer to korte enaktere – hver på under en time – i én forestilling.
Mest vellykket er ”Den evige ægtemand” bearbejdet af Johannes Wiggen Kramhøft, dramatikstuderende fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus. Han er gået til opgaven med en forbilledlig ydmyghed overfor teksten og formår netop derfor at formidle historien med en forbilledlig klarhed, der indgyder tillid – også i forhold til fremtidige opgaver.
Møderne mellem Veltjaninov, der angrer sit udsvævende liv og den evige ægtemand Trusotskij, der efter hustruen død opsøger den tidlige husven Veltjaninov med spørgsmål, som ingen af dem ønsker svar på, formidles dygtigt af Jacob Madsen Kvols og i særdeleshed Christian Hetland, der aldrig forfalder til komik, men som gradvist lader os forstå den pinefulde alvor bag deres relation.
Jacob Madsen Kvols er heldigvis endnu bedre efter pausen i ”Den sagtmodige” som den sørgende ægtemand, der efterhånden indser, at han ikke altid har opført sig lige eksemplarisk overfor sin afdøde hustru (en betagende smuk præstation af Amanda Friis Jürgensen). Stine Winther Johansen fra Dramatikerprogrammet på Teaterhögskolan i Malmö lader os forstå smerten i den umulige kærlighedsrelation, men kan desværre ikke dy sig fra at klistre en unødvendig ”fucking” modernitet på fortællingen om ”Den sagtmodige”, der ellers i sig selv rummer en umiddelbar tidløshed.
Helle Damgård fortjener ros for nogle glimrende kostumer, der udtrykker forståelse for de karakterer, de pryder, men også for hendes velfungerende scenografi, ikke mindst nogle prægtige persienner, som iscenesætter Mia Lipschitz heldigvis får maksimalt udbytte af. Jo mere Mia Lipschitz stoler på tekstens dybder og relevans, desto bedre er forestillingen, og hun nyder godt af at have et stærkt grundmateriale at arbejde med.
DOSTOJEVSKIJ viser os kvaliteterne i den russiske litteratur, der endnu engang bliver levende på Aarhus Teater. Med den succes, man oplever på Aarhus Teater i disse år, kan det dog undre, at der ikke kan blive råd til at udarbejde et mere perspektiverende program til forestillinger af denne type og ikke mindst ordentlige rollelister, hvor publikum kan se, hvem der spiller hvilke roller i stykkerne.
(Michael Søby)
