Både Dronning Margrethe og Prinsesse Benedikte var til stede denne onsdag aften, hvor Det Kongelige Teaters smukke Gamle Scene dannede den perfekte ramme om den tidligere balletchef Nikolaj Hübbes genopsætning af DON QUIXOTE.
Cervantes’ legendariske antihelt Don Quixote og hans tro væbner Sancho Panza er dog næsten reduceret til bifigurer i
Hübbes version af Marius Petipas ballet fra 1869, men Ludwig af Rosenborg formåede dog i titelrollen at gøre indtryk med sin poetiske melankoli og sine forelskede blikke.
Ved premieren havde Alexander Kølpin opnået en betydelig personlig succes som Sancho Panza, mens Sebastian Suhrs komik virkede en smule anstrengt denne aften.
Tobias Praetorius var derimod alt, hvad man kunne ønske sig som Basil: En fyrig og festlig fyr, fejende flot danset. Emma Riis-Kofoed Kitri fremstod tilmed som en værdig partner for Praetorius’ Basil med nogle forrygende piruetter som højdepunktet.
Liam Redhead viste kontrolleret temperament som Espado, men hvor Holly Dorgers Mercedes har strejf af humor, når hun flirter med Espado, er der ingen smil at hente hos Liam Redheads Espado. Ryan Tomash’ dramatiske tyngde savner man desværre.
Vitor og Guilherme Menezes emmer af charme som Riccardo og José, og Emilie Palsgaard-Jensen bedårer som Amor.
Nikolaj Hübbes iscenesættelse får stort set alle i ensemblet til at yde deres bedste, men han har også haft otte kyndige medhjælpere denne gang, så æren er bestemt ikke hans alene.
Steffen Aarfings luftige scenografi giver Annemarie Woods farveglade kostumer, og dirigenten Matthew Rowes får fyret godt op under Det Kongelige Kapel, så passionen forplanter sig til samtlige musikere i orkestergraven – og til alle tilskuerpladserne på Gamle Scene.
(Michael Søby)