Det er virkelig beundringsværdigt, når enkeltpersoner viser kunsten så stor respekt, at de på eget initiativ inviterer den cubanske nationalballet og deres opsætning af DON QUIXOTE til Danmark, lejer Det Kongelige Teaters Gamle Scene og tilmed donerer et betydeligt antal billetter til flygtninge fra Ukraine.
Så meget desto mere frustrerende er det, at man ikke har ladet sig inspirere af København Danser og Verdensballettens forbilledlige PR-arbejde og lavet mere research med hensyn til, hvornår det kunne være hensigtsmæssigt med gæstespil i forhold til sæsonens øvrige repertoire. Der var desværre langt fra udsolgt til de tre forestillinger denne weekend, og det var synd, for Den Cubanske Nationalballet gjorde lykke på den danske nationalscene.
Dirigenten Matthew Rowe fik fyret godt op under det velspillende symfoniorkester, og de ekspressive dansere gjorde forestillingen til en helt igennem festlig aften. De farverige kostumer havde interessante detaljer med lokalt islæt og den klassiske scenografi bød bl.a. på en hest på hjul.
Denne søndag aften blev partierne Kitri, Basilio, Espada og Mercedes danset af henholdsvis Grettel Morejón, Yankiel Vázquez, Alejandro Alderete og Nadila Estrada, der alle forenede betydelig teknik med smittende danseglæde. Inspirationen fra Bournonville fornægtede sig ikke i den romantiske æstetik, og derfor virkede det så rigtigt, at Den Cubanske Nationalballet endelig optrådte på Det Kongelige Teaters smukke Gamle Scene.
De tre forestillinger var dedikeret til Paul Lightfoot fra Nederlands Dans Theater, og aftenens glade giver Philip Maury lod sig hylde på scenen i forbindelse med fremkaldelserne sammen med de dansere, som han – og vi – nu elsker uforbeholdent.
(Michael Søby)
