Teatret Slotsgårdens lægger ud med at fremlægge resultatet en af de evindelige publikumsundersøgelser, der truer med at fjerne fokus – og i al fald penge – fra egentlig teaterproduktion. Resultatet af undersøgelsen er blandt andet, at teatrets forestillinger fremover må genere færre “likes” på nettet (for det ved den ældre del af publikumssekmentet ikke hvad er!) og mere mavekrampe (som følge af latter!). Man har også analyseret sig frem til, at den ideele forestilling at spille i år er DON QUIJOTE.
Så kan forestillingen gå i gang, og det står snart klart, at man – på dette ene punkt – må give undersøgelsen ret. Teatret Slotsgården sørger naturligvis for, at Miguel de Cervantes litterære mesterværk (der i den herligt uforskammet programtekst sammenlignes med et “folkevognsrugbrød”) gennemgår en meget nutidig forvandling. Det giver således god mening at døbe forestillingen DON QUIJOTE, som anses for at være en mere tidsvarende stavemåde end den klassiske “Don Quixote”, som vi kender fra bl.a. opera og ballet-opførelser baseret på romanen.
Morten Klode finder en fin balance mellem det latterlige og det stilfærdigt bevægende i rollen som DON QUIJOTE, og Amanda Bøgestrøm finder efterhånden også ind til en rørende kerne i rollen som den gamle ridders tro væbner, der ikke bare må bære verdens byrder på sine skuldre, men også sit æsel. Bøgestrøm har bestemt også sine øjeblikke som den talebesværede hyrdedreng Andrés.
Lukas Lykke morer kosteligt i en halv snes roller bl.a. som barber og herremand, hyrdekone og straffefange, men alligevel mest subtilt som Holger Ellevilde, der ligesom hovedparten af Lukas Lykkes spanske karakterer overrasker med jysk dialekt.
Sophie Zinckernagel og Villads Bugge Bang dyster tilsyneladende om prisen for årets tandprotese, men kan også illudere som henholdsvis drømmekvinde og vindmølle. Villads Bugge Bang er akrobatisk og musikalsk en gevinst for forestillingen: Han forstår bl.a. at jonglere med en mikrofon, men har desværre mindre styr på en gennemsolid træspand, som hamrer ind i knæet på en kun næsten forsvarsløs anmelder, der muligvis har fortjent det.
Forestillingen DON QUIJOTE er Johan Sarauw og Jo Hedegaards fælles barn – at dømme efter den vittige programfolder, som Johan Sarauw lægger navn til, men som er skrevet af Jo Hedegaard. Sammen har de ikke blot dramatiseret og iscenesat, men står også som anvarlige for scenografi og kostumer.
DON QUIJOTE a la Slotsgården er gudskelov ikke det eneste bud på teksten, som vi får lov ti opleve i disse år, men den er samtidig så forfriskende anderledes, at den retfærdiggør sin eksistens. Og så har den en velgørende empati med DON QUIJOTE, der kæmper det umuliges kamp og som på sit dødsleje skubbes i baggrunden.
For igen tilraner Holger Ellevilde og hans kumpan (Sysse Bech!) sig opmærksomheden, da de ser sig selv som de egentlige sejrherrer, fordi de fik ret i profetien mht. at spille DON QUIJOTE.
(Michael Søby)
