Gaetano Donizetti hørte blandt de betydeligste italienske operakomponister i første halvdel af 1700-tallet og især i årene mellem Bellinis død og Verdis gennembrud fremstod han som den italienske operas ukronede konge. Langt fra alle af hans 60 værker er mesterværker, men i de fleste er der alligevel ørevenlig musik, der smelter vores hjerter.
Hovedværkerne ”Elskovsdrikken” (”L’elisir D’amore”) fra 1832 og ”Lucia de Lammermoor” fra 1835 opføres stadig jævnligt, men også værker som ”Lucrezia Borgia” (1833), Regimentets datter (”La Fille du regiment”) og ”Le favorite” – begge fra 1840 – tåler både gensyn og genhør.
DON PASQUALE hørte blandt hans sidste store operaer. Den knytter sig med sine komiske figurer til opera buffa-traditionen, der selv udspringer af Comedia dell’arte – den italienske komedieform, som gjorde brug af masker og improvisation.
Mariame Cléments iscenesættelse bærer heldigvis præg af dette, men vi aner også tragedien i den latterlige DON PASQUALE.
Kyungil Ko spillede ham fortræffeligt denne eftermiddag med et væld af skægge fysiske detaljer, men rent vokalt slog han simpelthen ikke til. Hans sang nåede knap nok ud over orkestergraven, og det var ikke orkestrets skyld, at han ikke eksponerede sin stemme i tilstrækkelig grad. Brugte han for mange kræfter på at spille rollen?
Alberto Roberts smukke røst kommer derimod til sin ret i partiet som Ernesto, og Orhan Yildiz havde den helt rette gavtyv-attitude som lægen Malatesta; Et navn, der næppe tilfældigt minder om det italienske ord for ”hovedpine”.
Sofie Lund har hele pakken – både som sanger og skuespiller -som den vakse Norina. Hun går med på at snøre den giftelystne olding DON PASQUALE, og udgiver sig for at være en from nonne, hvilket naturligvis tænder den 70-årige DON PASQUALE.
Julia Hansens relativt klassiske scenografi og kostumer bidrager positivt til festlighederne, og dirigenten Robert Houssart og Det Kongelige Kapel overbeviser os om, at Donizettis musik til DON PASQUALE faktisk fortjener mere respekt. Man får faktisk mod på at stifte bekendtskab med nogle af de mere oversete af Donizettis operaer – gerne i endnu et samarbejde med Glyndebourne Festival Opera.
(Michael Søby)
