Der skal både mod og talent til at lave en efterfølger til Wolfgang Amadeus Mozarts mesterlige opera “Don Juan”. Den danske komponist Simon Steen-Andersen har begge dele, og der mærker man heldigvis også i DON JUANS INFERNO: Et ambitiøst, muntert og alligevel komplekst værk, hvor han dog primært har lånt musik fra andre komponister, og en uundgåelig sammenligning med Mozarts opera “Don Juan” må nødvendigvis falde ud til Mozarts fordel.
Forestillingen DON JUANS INFERNO er et samarbejde mellem Den Kongelige Opera, Opéra national du Rhin og Musica Festival Strasbourg, der havde urpremiere på DON JUANS INFERNO d. 16. september 2023. Det er vel at mærke en revideret udgave, der denne aften har officiel premiere på Det Kongelige Teaters Gamle Scene på Kongens Nytorv.
Vi følger Don Juan på hans rejse gennem 400 års operahistorie, og undervejs får Simon Steen-Andersens sendt mere eller mindre kærlige hilsener til store komponister som Puccini, Verdi og Wagner og de måske lidt mindre (f.eks. Berlioz, Gounod og Monteverdi).
Faust, Don José og Jago er blot et lille udpluk af de anløbne opera-karakterer, som man møder i helvede, og på scenen får de selskab af det eksperimenterende ensemble Ictus. 5 fremragende musikere, der giver en tiltrængt nutidig kant og modvægt til de mange klassiske operaarier. Vi får også en helt særlig udgave af “Nessum Dorma”, og man synes næsten, at man kan høre Pavarotti rotere i sin grav, mens man selv nøjes med at trække lidt på smilebåndet.
Iscenesætter Simon Steen-Andersen leger behændigt med diverse videoindslag, et bevægeligt kamera og stroboskoblys, så forestillingen aldrig keder. Men i passager overtager videoerne og de virtuose kamerature for meget af handlingen, især fordi de teatralske indslag på scenen forekommer mere statiske i forestillingens første time.
Vi kan kun formode, at Simon Steen-Andersen selv har stået for scenografien, for det fremgår ikke tydeligt af program eller rolleliste, der på besynderlig vis nøjes med at nævne den assisterende scenograf (Hannah Deutschle). Men det er i al fald en opfindsom scenografi, der tager os rundt på Det Kongelige Teater på en måde, der fremkalder mindelser om Lars von Triers “Riget”, og det er der formodentlig en grund til?
Bassem Samir Akiki står for den musikalske ledelse, og både Det Kongelige Kapel og Det Kongelige Opera synes at nyde den meget uhøjtidelig tilgang til opera. Arierne synges på originalsproget, og i hovedrollerne yder både Cody Quattlebaum (Don Juan m. fl.) og Damien Pass (Polystofeles m. fl.) beundringsværdige indsatser, også rent vokalt.
DON JUANS INFERNO fremstår alt i alt som begavet underholdning, men komikken trækker ud, og nogen helstøbt forestilling kan man ikke kalde DON JUANS INFERNO. Selvom flere af de spøjse optrin er umiddelbart morsomme, så virker værket alligevel ret indforstået – på trods af, at Det Kongelige Teater har forsøgt at hjælpe publikum lidt på vej ved at skrive om hvilke operaer, de mange karakterer er hentet fra i forestillingens program. Har man fået billetter under en balkonerne skal man dog ikke regne med at kunne læse forestillingens overtekster.
Men man må give Simon Steen-Andersen, at han har skabt en forestilling ulig nogen anden i Den Kongelige Operas repertoire, og det er i sig selv forfriskende. Forhåbentlig er det ikke sidste gang, vi stifter bekendtskab med Simon Steen-Andersen på Det Kongelige Teater, og næste gang hører vi gerne mere af hans egen musik.
(Michael Søby)
