På Det Kongelige Teaters hjemmeside og i programmet til aftenens forestilling DON JUAN står Molière anført som dramatiker. Men det er i bedste fald en sandhed med modifikationer. Anna Balslevs udgave på Skuespilhusets Store Scene er ikke engang essencen af Molières udødelige tekst, men snarere en reducering, der i passager ligner en forvanskning. Bearbejdelsen søges legitimeret af, at den er udarbejdet i samarbejde med holdet, som derved gøres til medskyldige.
Morten Hee Andersen er på tv overvisende som sælger af Carmen Curlers. Men i DON JUAN virker han blot som en selvfed udstemt Paradise Hotel-gæst af den mest infantile slags, som man slet ikke tiltror evner som forfører – hverken af adelsfruer eller bondedrenge. Der skal nok være nogen, der synes, at han bør have en Reumert for præstationen, og at det netop er meningen, at vi skal opleve ham på den måde, men teksten går simpelthen ikke op, hvis vi end ikke tror, at han kan det.
Ligesom Mathilde Arcel som Sganarelle og Ellaha Lack som Donna Elvira kæmper Morten Hee med sproget. Når de er bedst, får de forklaret indholdet, men de giver aldrig teksten vinger.
Men så kommer Karen-Lise Mynster ind på scenen. Pludselig kan vi høre tekstens format og mærke, hvordan hver en stavelse har en skarphed og en betydning. Hendes Donna Louise synes i sin første scene, hvor hun overfuser sin løsagtige søn, at være en ikke helt fjern slægtning til kongemoderen i Shakespeares Richard den tredje, Hertuginden af York, der direkte forbander det skød, som fødte hendes blodtørstige søn.
Men også Ena Spottag formår at give ordene liv og luft, og frem for alt en velgørende humor. Både som Pjerrot og Don Carlos viser hun os atter, hvor mesterlig en skuespillerinde hun efterhånden er blevet og at Molières komik godt kan finde moderne udtryk uden at forråde dramatikerens intentioner.
Stakkels Kristoffer Eriknauer er sat til at varetage rollen som den yndige Charlotte, for det er næsten blevet obligatorisk, at mænd skal spille kvinder og omvendt i Skuespilhusets forestillinger. Eriknauers fysik og gestik fungerer upåklagelig, men der kommer desværre også et element af noget ufrivilligt komisk, som forstyrrer, når der skal udveksles replikker.
Karin Gilles periodeprægede kostumer fungerer bedre end hendes scenografis stadig mere nøgne udtryk. Bedre går det for Viktor Dahls musik, der låner stemning og sjæl til scener, der mangler begge dele.
Ligesom hovedpersonen i denne udgave savner selve opførelsen også forførelsens kunst, og derfor bliver mødet med denne klassiker kun en lille halv sejr. Men uden Mynster og Spottag var det ikke gået.
(Michael Søby)
