For få sæsonener siden opførte Operaen i København Wolfgang Amadeus Mozarts “Don Giovanni” i en vovet og nutidig udgave understreget i titlen “Don Juan”, og fortræffeligt iscensat af Operaens daværende chef John Fulljames.
“Sjældent har vi set historien om verdens mest berømte forfører fungere så godt i en moderne opsætning – fortalt med en forbilledlig dramaturgisk klarhed i Dick Birds formidable hotel-scenografi”, lød bedømmelsen på cphculture.dk
På Malmø Opera går man mere traditionelt til værks, hvilket mange givet vil foretrækker i den mest småborgerlige del af Sverige. Man bør dog ikke undervurdere Poppi Ranchettis storladne scenografi. 3 bygningsværker, der ikke bare kan dreje rundt om sig selv, men som også fungerer som en arkitektonisk helhed, når det er påkrævet.
Man kan stort set altid regne med Malmøs Operakor og orkester, i al fald når iscenesætteren hedder Wolfgang Wengenroth. Forestillingen er tilmed godt besat i alle roller, og alle partier synges flot – til tider ligefrem fremragende.
Jacques Imbrailo havde netop rejst sig fra sit sygeleje, og selvom han sunget med endnu større gennemslagskraft ved tidligere lejligheder, så var hele hans sceniske charme heldigvis intakt som DON GIOVANNI. Henning von Schulman morede som tjeneren Leporello, om end hans hans pianissimo i starten forekom lidt for afdæmpet på Malmø Operas store scene, der kræver meget energi af sine kunstnere.
Det forstod flere af forestillingens kvinder, ikke mindst Rachael Wilson som en forrygende Donna Elvira. Man begriber faktisk ikke, hvorfor Don Juan vedbliver med at vrage denne farverige furie.
Aftenens vokale højdepunkt blev dog Donna Anna og Don Ottavios duet, for både Matilda Sterbys Donna Anna og Joel Annmos Don Ottavio havde ægte lidenskab i stemmerne såvel som i udtrykkene. Det var deres kærlighedshistorie, som greb os denne aften, og som viste, at Malmø Opera også med fordel kan satse på lidt yngre talenter i deres produktioner.
Viktoria Karlsson forekom dog at være en rigelig sval Zerlina, men hendes Masetto havde personlighed takket være en lun indsats af Nicolai Elsberg. Taras Shtondas imposante Commendatore afrundede et uhyre velfungerende ensemble.
DON GIOVANNI, der bliver sunget på italiensk med både engelske og svenske overtekster, er således bestemt en rejse til Malmø værd. Især hvis man foretrækker en klassisk tilgang til en af verdens bedste operaer. Den er lang – over tre timer og et kvarter – enkelte steder også for lang, men det tager man gerne med, når forestillingen fremstår så generøs, som tilfældet er.
